nekrolog
Ulrik Josefsen er død
Afdelingschef i Departementet for Boliger Ulrik Josefsen er afgået ved døden
Ulrik Josefsen er afgået ved døden torsdag den 15. maj. Han havde været på arbejde samme dag i sin stilling i Departementet for Boliger. Det var derfor et stort chok for hans pårørende og kolleger, da meddelelsen om hans død kom.
Medlem af Naalakkersuisut for boliger Siverth K. Heilmann fra Atassut har skrevet denne nekrolog:
'Det er med sorg, at vi i Departementet for Boliger torsdag den 15. maj 2014 fik besked om at vores kære ven og gode kollega Ulrik Josefsen er afgået ved døden.
At livet er uforudsigelig blev vi i departementet påmindet om, idet vi selvsamme dag som sædvanligt havde en god dag på arbejdet sammen med Ulrik. Han var som altid glad og imødekommende, han varetog sit arbejde, som sædvanligt med stor omhu og engagement. Ulrik spredte glæde og gav andre styrke og mod til at løse deres opgaver – ofte under stort tidspres. Ulrik havde en stor viden om vores opgaver og arbejde og var altid beredvillig til at give hjælpende hånd. Alt var derfor som det skulle være denne dag på vores arbejdsplads. Så meddelelsen om at han var afgået ved døden var for os chokerende, og det var og er svært at erkende, at vi havde mistet en så god, loyal og kompetent kollega.
Ulrik Josefsen kom til det nystiftede Departementet for Boliger sammen med mig den 5. november 2013. Forud for det havde Ulrik en lang karriere inden for det offentlige - både i hjemmestyret, selvstyret og kommunerne.
I den korte tid vi fik fornøjelsen af at arbejde sammen, har Ulrik Josefsen fuldt ud levet op til sit ansvar i sin stilling som afdelingschef. Han var altid grundig, velforberedt og som sagt yderst kompetent. Intet spørgsmål var for lille, ej heller for stort og kompliceret at vende sammen med ham. Altid kunne vi regne med hans bidrag til at realisere Naalakkersuisuts målsætning om at gøre en positiv indsats for bolig- og anlægsområdet i Grønland.
Jeg har derfor, sammen med alle kollegaerne i Departementet for Boliger, mistet en medarbejder, der bliver svær at erstatte.
Vi i Departementet for Boliger sender vores dybeste medfølelse til Ulrik Josefsens hustru, børn, familie og øvrige pårørende', skriver Siverth K. Heilmann.
Ulrik Josefsen blev bisat i Nuuk onsdag.