Uklarhed om misbrugets omfang
Der er nu modstridende oplysninger fra Ilisimatusarfik i forbindelse med misbruget af universitetets internetopkobling
Efter det er kommet frem, at nogle få personer har misbrugt internetforbindelsen på Ilisimatusarfik, kommer der nu direkte modstridende oplysninger fra universitetet om omfanget af misbruget.
Rektor Tine Pars fortalte i første omgang til KNR, at ’der er blevet downloadet meget store datamængder til private formål'.
Et citat, hun har godkendt og sendt en kopi af til Sermitsiaq.AG, som har spurgt nærmere ind til omfangets størrelse.
Læs "Advarer efter internetmisbrug"
Kovending
Men nu er forklaringen pludselig en helt anden:
- Misbruget har ikke været omfattende, fordi det er blevet taget i opløbet, skriver Tine Pars således i en mail til Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser videre, at misbruget derfor ikke har medført ekstra omkostninger for universitetet.
- Generne for universitetet har bestået i, at det har medført begrænsninger i netværkets kapacitet og dermed en meget langsom internetforbindelse, skriver Tine Pars.
Efter mailen har det på nuværende tidspunkt ikke været muligt at få et telefoninterview med Tine Pars for at høre, hvorfor hun nu helt har ændret forklaring.
Ved du noget om misbruget, så hører vi meget gerne fra dig via redaktion@sermitsiaq.ag