Uenighed om snescootervedtægt for Avannaa

En ny vedtægt om motoriserede kørertøjer i Avannaata Kommunia lægger op til at tillade kørsel på havisen ved Isfjorden i Ilulissat. Og det er ødelæggende for hundeslædekulturen, mener flere.

Offentliggjort

En ny vedtægt om snescooterkørsel blandt andet i området ved Ilulissat har været i høring fra den 23. november til den 6. december. Der er kommet 29 høringssvar, oplyser kommunen.

Forslaget til den nye vedtægt kritiseres i hårde toner af turisterhverv og hundeslædekørere, fordi vedtægten åbner op for kørsel i nogle dele af området omkring byen samt på havisen, hvor det aldrig før har været tilladt at køre med snescootere.

Men borgmester Palle Jerimiassen er ikke enig.

- Vi har ikke haft en vedtægt om snescooterkørsel siden 2015, og det er vigtigt, det kommer på plads, så snescooterne kan køre lovligt. Vi har endelig fået dispensation af Selvstyret til at køre igennem vandspærrezone og Unesco-området for at komme ud af byen.

Sælerne yngler på havisen

Nogle af kritikkerne af forslaget til den nye vedtægt er parret Ane Sofie & Flemming Lauritzen, der står bag firmaet Arctic Living. De har kørt hundeslæde i området i mere end tyve år. Og de er ikke vilde med, at de alt andet end lydløse snescootere skal have lov at køre på havisen.

- Det er et vigtigt yngleområde for sæler, og de hundeslædekørende ynder at gå på sælfangst der. Vi er også bekymret over, at de kører i vandspærrezonen og for larmen fra snescooterne generelt. Vi har en interesse i at give vores turister en oplevelse af Grønland på hundeslæde uden larm fra motoriserede køretøjer, siger Flemming Lauritzen.

Han bakkes op formanden for hundeslædeforeningen Qimussersaq 71, Minik Olsvig Svendsen.

- Området er et fredet område, og der er ringsæler, som er meget sky overfor motorlyd, som plejer at yngle deroppe på havisen ved Isfjorden. Hvor man aldrig har kørt snescooter før.

- Det betyder, at vi ikke har nogen steder at være i fred med hundeslæde. Det er for hundenes skyld, og så man kan have dejlige oplevelser i naturen i fred og ro.

En enkelt organisation har dog allerede tilkendegivet deres støtte til forslaget. Nemlig KNAPK´s afdeling i Ilulissat IAPP.

Stor interesse for forslaget

Borgmester Palle Jerimiassen understreger overfor Sermitsiaq.AG, et det jo netop er for at hører befolkningens mening, at forslaget til den nye vedtægt er i høring.

- Jeg er glad for den store interesse, der har været for høringen, siger han.

Borgmesteren kan allerede nu se, at der er en del bekymring i høringssvarene over kørsel på havisen, hvilket han er lydhør overfor.

- Der er jo flere andre steder i kommunen, hvor man kører med både bil og snescooter på havisen, men det lyder til, at folk er bekymrede for området på havisen her i Ilulissat, og det vil vi selvfølgelig tage med i den videre behandling af vedtægten, før kommunalbestyrelsen skal tage stilling til den, siger borgmesteren.

Problemet ud over den umiddelbare larm og forstyrrelse af sæler og andre dyr på havisen kan på længere sigt være meget mere alvorligt, mener formanden for Qimussersaq 71.

- Når man gør det tilladt at køre overalt med snescooter, så er der mange, der vil droppe hundeslæden, fordi det er langt mere besværligt. Især de unge vil nok vælge slæderne fra. Vi er meget bekymrede for bevarelse af hundeslædekulturen, siger han.

Der skal være plads til alle

Både formanden og Flemming Lauritzen er enige om, at der skal være plads til alle.

- Der er mange andre steder, man kan tillade snescooterne for at bevare de rolige områder til hundeslædekørsel, sælfangst på isen samt fiskeri, siger Flemming Lauritzen.

- Der er masser af plads til snescooterkørerne nordpå på land. Ikke på isen. De kan køre over Pakitsoq. Der er heller ikke sæler. Hvis de skal til den døde bræg, så kan de også køre på land, mener Minik Olsvig Svendsen.

Powered by Labrador CMS