FN-klage

Udvalg slår fast: Havde ikke givet mandat til FN-klage

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg var ikke orienteret om den klage, som tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq sendte til FN.

Vittus Qujaukitsoq, Kristian Jensen
Offentliggjort

Den heftigt omdiskuterede klage til FN over Danmark kom som en overraskelse for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg.

Udvalget skriver i en pressemeddelelse, at de ikke var orienteret om klagen, som tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq sendte til FN.

Kim: Vittus gik enegang

- Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har ikke givet mandat til, at den daværende Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, på Grønlands vegne skulle indklage Danmark for FN i anledning af, at Danmark ikke på nuværende tidspunkt har accepteret at betale for miljøoprydning efter amerikansk militærs tilstedeværelse i Grønland, skriver udvalget blandt andet i pressemeddelelsen.

Grønland klager over Danmark til tre FN-organer

Udvalget gør desuden opmærksom på, at de intet havde fået at vide om klagen.

- Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg er heller ikke efterfølgende blevet orienteret om, at daværende Naalakkersuisoq (Vittus Qujaukitsoq, red.) i april har indgivet en sådan klage, skriver udvalget.

Sendte klage og trussel til dansk minister

Udvalget skriver, at de modtog den klage, som Vittus Qujaukitsoq den 24. oktober sidste år sendte til daværende udenrigsminister Kristian Jensen, hvor han minder ministeren om Danmarks forpligtelser i Grønland og at han ville indbringe sagen for FN, hvis ikke Grønlands ønsker blev imødekommet.

Suka: Der var ikke grundlag for at sende klager til FN

- Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg kan bekræfte, at den daværende Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender den 31. oktober sendte udvalget en kopi af den pågældende skrivelse, som han en uge tidligere havde sendt til den danske udenrigsminister, skriver udvalget.

Men derefter stiller udvalget spørgsmålstegn ved, hvordan det har givet Vittus Qujaukitsoq den overbevisning, at han nu havde mandat til at sende klagen.

Udvalget er ikke bekendt med, hvad der kan have givet den daværende Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender den opfattelse, at han ved at sende udvalget kopi af trusselsbreve, han har afsendt, har opnået mandat fra udvalget til at føre truslerne ud i livet. Det kan tilføjes, at heller ikke trusselsbrevet på forhånd var clearet med Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, skriver udvalget i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS