Island
Udskældt eks-centralbankchef vil være Islands præsident
En topleder, der fik skyld for ikke at kontrollere Islands banker inden kollaps, stiller op til præsidentvalget
De sociale medier i Island koger, efter at det søndag blev kendt, at Islands tidligere centralbankchef og statsminister, David Oddsson, vil stille op til præsidentvalget næste måned.
Kontroversiel
Den 68-årige Oddsson er en kontroversiel person. Han var en af flere islandske topledere, der fik skyld for at mangle både evne og vilje til at tøjle de islandske banker i forbindelse med bankkrisen og det økonomiske kollaps i landet i 2008.
Oddsson siger søndag, at han begyndte at overveje at stille op ved valget for få dage siden, og at han vurderer, at hans 'ekspertise og viden' kan komme Island til gode med ham som præsident.
Kender ham
- Størstedelen af nationen kender mig rigtigt godt. De kender forhåbentlig mine styrker, og de kender godt mine svagheder. Hvis du skulle se på mig som en bolig, så har jeg ikke nogen skjulte fejl, siger han.
Til stede
Han siger om sig selv, at en af hans bedste egenskaber er, at han er til stede under vanskelige perioder, og det er hvad nationen har brug for.
- I vanskelige tider skal man have en person, der er kendt for at kunne træffe beslutninger, som er stabil og ikke lader sig forstyrre af andre eller få negativ indflydelse fra andre, siger den tidligere centralbankchef.
Lang karriere
Oddsson var Islands statsminister fra 1991 til 2004 og derpå udenrigsminister i et år. Fra 2005 til 2009 stod han i spidsen for den islandske centralbank.
Sønderlemmende kritik
I en rapport fra 2010 om årsagerne til kollapset i de tre største islandske banker får Oddsson og flere andre ledere sønderlemmende kritik for forsømmelse og uagtsomhed.
Rapporten konkluderer, at Oddsson undlod at videregive oplysninger om den forestående finanskrise til flere ministre og den øvrige del af regeringen.
Symbolsk post
Præsidentposten i Island er i høj grad symbolsk, men præsidenten har indflydelse på udformningen af regeringen.
Præsidentvalget i Island finder sted 25. juni.
/ritzau/NTB