Udsigt for 2025: Lav vækst og tre procent inflation
Den nye halvårsrapport fra Grønlands Økonomiske Råd viser, at inflationen forventes at blive lidt lavere, end den var i 2024. Men samtidig går fremgangen i grønlandsk økonomi også langsommere.
Rådsformand Torben M. Andersen udlægger verdenssituationen på Hotel Hans Egede i Nuuk.Foto: Oscar Scott Carl
MortenOkkelsJournalist
Offentliggjort
Økonomisk Råd er klar med sin første halvårsrapport i 2025, som netop er blevet præsenteret på et seminar i Nuuk. Den rummer blandt andet information om et tema, der optager mange i Grønland, nemlig de stigende priser.
Det fremgår blandt andet, at inflationen forventes at blive lige under tre procent i 2025. Inflationen er den gennemsnitlige stigning i priserne på blandt andet fødevarer, transport, husleje, varme og el, som indgår i familiernes forbrug.
– Forbrugerpriserne steg 3,6 pct. fra januar 2024 til januar 2025. Den målte stigning i forbrugerpriserne var ekstra stor i 2024. Prisstigninger på bl.a. fødevarer blev højere end forventet.
– Inflationen ventes at blive lavere i 2025 sammenlignet med 2024. Prisen på importerede varer og tjenester stiger omtrent som i udlandet, og inflationen i euroområdet og Danmark er igen forankret omkring 2 procent.
Udviklingen i inflationen skyldes primært beslutninger i Grønland som højere priser for benzin og højere husleje for offentligt ejede boliger.
Den lave vækst i økonomien hænger sammen med, at aktiviteten i byggeriet er toppet, og at der bliver fanget færre rejer.
Grønlands økonomi påvirkes umiddelbart i mindre omfang af de internationale spændinger. Men det er stadig værd at have uroen i verden for øje, skriver rådet.
– Med de usikre internationale forhold er det særligt vigtigt, at den økonomiske politik er tilrettelagt, så den er med til at sikre en robust grønlandsk økonomi.