Udrulning af vaccinestrategi udfordres af vejret
Næste forsyning af vacciner fra Danmark, fra producenten Pfizer/BioNTech er i dag modtaget af Grønland. Det er dog usikkert, hvornår personer i Qaqortoq kan vaccineres.
Næste fase af Grønlands vaccinestrategi kan påbegyndes, da den næste forsyning af vacciner er netop modtaget.
Men vejret udfordrer. Det fortæller landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.
- Turen til Narsarsuaq, og derfra til Qaqortoq er indtil videre forsinket på grund af lavhængende skyer. Vi ved derfor endnu ikke, hvornår vaccinerne ankommer til Qaqortoq, fortæller landslæge Henrik L. Hansen.
Planen var ellers, at tre personer, der er særligt trænet til at håndtere corona vaccinen, skulle rejse til Qaqortoq i dag med vaccinerne. Efter vaccination af personer i Qaqortoq skulle turen komme til Sisimiut og Aasiaat.
- Vaccinerne er endnu i fryseren i Nuuk. Vi tager dem ikke ud, før vi er sikre på, at turen til Qaqortoq kan realiseres, siger landslægen. Han oplyser, at han måske vil have et mere klart billede af planen til eftermiddag.
Personer med særlig risiko prioriteres
Den næste forsyning vacciner, som Grønland har modtaget af Pfizer/BioNTech er på i alt 975 doser. Altså samme mængde som første forsyning. Ved opblanding kan vaccinen række op mod 1300 doser, fortæller landslægen.
Personer med tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for et alvorligt forløb med Covid-19 prioriteres i de første faser. Sundhedsvæsenet kontakter personerne, og tilbyder vaccinen.
- Alder er en væsentlig risikofaktor for alvorligt forløb af COVID-19, og stigende alder indgår – sammen med nedenstående kriterier- som en meget væsentlig del af den konkrete risikovurdering hos den enkelte borger. Som udgangspunkt vil børn og unge med selv meget svære sygdomme og tilstande således typisk ikke være i særlig øget risiko, mens personer ældre end 65-70 år typisk vil være omfattede, lyder det i en pressemeddelelse fra Selvstyret omkring næste fase i vaccinestrategien.
Disse er i øget risiko:
- Meget svær hjerte-, lunge- eller leversygdom, svært nyresvigt, udbredt kræftsygdom, svære degenerative og neuromuskulære sygdomme, svær psykotisk sygdom m.v.
- Svært nedsat funktionsevne
- Svær behandling og/eller dårligt kontrolleret alvorlig sygdom
- Mange samtidige svære sygdomme og tilstande ud fra en helhedsvurdering medfører særlig øget risiko, dvs. typisk patienter med multisygdom og høj grad af polyfarmaci
- Solid organtransplantation, eller organsvigt på venterliste hertil
- Maligne (ondartede) hæmatologiske sygdomme
- Aktiv kræftsygdom med pågående behandling med kemoterapi, strålebehandling, immunmodulering m.v.
- Svær immunsuppression f.eks. knoglemarvs- eller stamcelletransplantatione inden for 6 måneder, igangværende immunhæmmende behandling, seglcelleanæmi. SCID, splenektomi m.v.