Udnævnelsen af Naalakkersuisut trækker ud
Heller ikke i dag bliver der sat navne på de nye naalakkersuisut, og det vækker undren
Heller ikke i dag bliver der sat navne på, hvem der skal bestride posterne som naalakkersuisut fremover. Det oplyser Siumuts partikontor til Sermitsiaq.AG.
Kim Kielsen har til KNRs Qanorooq fortalt, at han afventer at Udvalg til Valgs Prøvelse har undersøgt, hvorvidt de indvalgte er værdige til at sidde i Inatsisartut.
Der er ingen officielle meldinger om, hvornår udvalget træder sammen. Men ifølge Sermitsiaq.AGs oplysninger skulle det ske klokken 13 i dag. Der skulle ligeledes være tale om, at der er flere sager, som udvalget skal tage stilling til. Det er Inatsisartuts aldersformand Hans Enoksen, der er formand for udvalget, men det er i dag ikke lykkedes for Sermitsiaq.AG at komme i forbindelse med ham.
AGs chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen efterlyser en klar udmelding fra Siumuts formand Kim Kielsen.
- Det undrer mig, at man endnu ikke har udpeget medlemmer af Naalakkersuisut. Det er højst usædvanligt.
- Naturligvis tager alting sin tid, og jeg kan forstå, at Kim Kielsen har ønsket, at kandidaterne først skal vurderes af Udvalget til Valgs Prøvelse. Det kan der være fornuft i.
- Men vi er nu på sjettedagen efter dannelsen af koalitionen. Hele landet venter og har gjort siden fredag. Det kunne være hensigtsmæssigt med en officiel udmelding, om hvornår en præsentation vil finde sted og dermed stoppe spekulationer, om der skulle være problemer i koalitionen, siger Christian Schlutz-Lorentzen.