Udlandslån lukker hullet i landskassen

Landskassen vil uden lån være gabende tom i løbet af 2013.

Palle Christiansen vil i 2010 optage et 3-cifret millionlån til landskassen. (Foto: Jørgen Chemnitz).
Offentliggjort

Den gældfrie landskasse vil i løbet af 2010 optage et 3-cifret millionlån i udlandet.

Medlem af Naalakkersuisut (på dansk landsstyret) for finanser Palle Christiansen, Demokraterne, ønsker først til september at sætte det nøjagtige tal på millionlånets størrelse, men han forudser ingen problemer med at optage et lån i den størrelsesorden:

– Grønlands Selvstyre har en høj kreditværdighed i udlandet, siger Palle Christiansen til sermitsiaq.gl

Et godt bud vil være et lån på 655 millioner kroner. (Landskassen skal rumme mindst 600 millioner kroner for at klare dagen og vejen, men uden lån vil landskassen have et gabende hul på 55 millioner kroner ved udgangen af 2003)

Og millionerne falder på et tørt sted.

For at holde hjulene i gang skal landskassen indeholde 600 millioner kroner.

Landskassen oplever i løbet af 2009 et voldsomt dræn: 1. januar lå der 1.769 millioner kroner i kassen - 31. december er der kun 858 millioner kroner tilbage. (Drænet skyldes blandt andet et samlet træk på 500 millioner kroner til Royal Greenland).

Allerede ved udgangen af 2010 vil landskassens likvide midler falde til 532 millioner kroner - altså under den kritiske grænse på 600 millioner kroner. Og uden udlandslån vil landskassen være gabende tom i løbet af 2013.

– Derfor optager vi et udlandslån i 2010, siger Palle Christiansen.

Powered by Labrador CMS