Uddannelse: Kvinderne trækker fra

Andelen af mænd, der får en uddannelse efter folkeskolen flytter sig kun langsomt.

På dimmitend-billederne ses flere kvinder end mænd.
Offentliggjort

Det er langt flere kvinder end mænd, der får en uddannelse - og gabet i uddannelsesniveauet bliver stadig større, viser nye tal fra Grønlands Statistik.

Det er især når det gælder de videregående uddannelser, at kvinderne flytter sig. I 2017 var der således 14,9 procent af kvinderne, der havde en videregående uddannelse. Hos mændene var det kun 9,4 procent. Tilbage i 2002 stod de to køn stadig omtrent lige med henholdsvis 8,7 og 8,1 procent, så hvor andelen af kvinder med en videregående uddannelse er øget markant, så har mændene næsten ikke flyttet sig.

Videregående uddannelse

Når man ser på, hvor mange der ikke får en uddannelse efter folkeskolen, så er der ligeledes en markant forskel på udviklingen. I 2002 var der stadig flere kvinder end mænd, det havde folkeskolen, som deres højeste uddannelse, nemlig 72,4 procent. Hos mændene var det tilsvarende tal 71 procent. Men siden er udviklingen gået omtrent dobbelt så stærkt for kvinderne som for mændene, så tallet i 2017 var faldet til 57,4 procent. Hos mændene er det stadig 63,2 procent, der ikke har nogen uddannelse efter folkeskolen.

Folkeskolen som højeste uddannelse

Når det gælder andelen, der har en ungdomsuddannelse, som den højeste uddannelse, så ligger de to køn omtrent ens.

Powered by Labrador CMS