Ubådsejer: Ulykke dræbte svensk journalist på ubåd
Politiet løfter sløret for Peter Madsens forklaring i retten. Kim Wall døde ved ulykke og er begravet til søs.
Opdateret klokken 6.26
Ubådsejer Peter Madsen har forklaret, at der er sket en ulykke om bord på "Nautilus", hvorved den svenske journalist Kim Wall er død. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Peter Madsen har til både politiet og under et lukket grundlovsforhør i retten forklaret, at der skete en ulykke om bord på ubåden, som medførte Kim Walls død.
Han har også forklaret, at han bagefter begravede hende til søs på et ikke nærmere angivet sted i Køge Bugt.
Politiet oplyser, at Peter Madsen fortsat er sigtet for at have dræbt Kim Wall.
De nye oplysninger er kommet frem, efter at Københavns Byret efter henvendelse fra anklagemyndigheden og Peter Madsens forsvarer har besluttet at ophæve dele af dørlukningen.
Derfor kan der nu offentliggøres en flig af mandens forklaring i retten under det grundlovsforhør 12. august, hvor han blev varetægtsfængslet.
Varetægtsfængslingen skete ikke på baggrund af drabssigtelsen, men derimod for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Såvel de svenske som de danske søfartsmyndigheder har udarbejdet et præcist kort af ubådens sejlrute. Ruten ligger alene i dansk farvand i henholdsvis det sydlige Øresund samt den nord- og vestlige del af Købe Bugt.
Danske søfartsmyndigheder har i fredags foretaget dyk på denne rute, hvilket vil fortsætte i dag, hvor den maritime indsats udover dykkere også omfatter et fartøj med sonar udstyr.
Svensk politi og øvrige myndigheder har henover weekenden gennemført eftersøgninger fra såvel helikopter som fra skibe. Det vil de fortsætte med mandag.