Ubåds-Madsen overfaldet af medfange
Den drabsdømte Peter Madsen blev forleden overfaldet af en anden indsat i Storstrøm Fængsel. Det oplyser Madsens forsvarer i en sms til Ritzau.
- Jeg kan bekræfte, at min klient blev overfaldet i onsdags. Han er efter omstændighederne OK. Sagen undersøges af politiet, skriver advokat Betina Hald Engmark i beskeden.
Allerede torsdag skrev Folketidende, at en 18-årig fange var blevet sigtet for vold mod en anden indsat, og at offeret var en mand på 47 år.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man endnu ikke ønsket at bekræfte, at der er tale om den netop 47-årige ubådsbygger.
Dog oplyser politiinspektør Kim Kliver, at overfaldet har fundet sted, og at det skete onsdag aften i forbindelse med samkvem med en anden indsat.
- Der har været en episode, hvor to indsatte har været oppe at slås. Den ene har tildelt et slag i ansigtet, og den 47-årige har som følge heraf været kortvarigt på hospitalet, siger Kim Kliver til B.T.
Han fortæller, at volden ikke har en sådan karakter, at der var grundlag for at fremstille den 18-årige i grundlovsforhør.
Ønsker forflyttelse
Fredag oplyser Betina Hald Engmark til flere medier, at hun gennem flere måneder har forsøgt at få Madsen flyttet fra Storstrøm Fængsel på Falster.
Ønsket er en afsoning i Herstedvester Fængsel, hvis speciale er at håndtere fanger med behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling.
I dag fredag er det præcis et år siden, at Madsen og den svenske journalist Kim Wall sejlede ud på Øresund i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus".
På turen bandt, mishandlede, dræbte og parterede ubådskaptajnen sin svenske passager, fastslog Københavns Byret tidligere i år. Straffen lød på fængsel på livstid.
Selv om Madsen har nægtet sig skyldig, har han valgt at acceptere byrettens afgørelse om, at han er skyldig. Dog har han valgt at anke sanktionen til Østre Landsret i håbet om en tidsbestemt straf.
Ankesagen behandles over tre dage i september.