Ubåd holder 'åbent hus'

Interesserede borgere kan fredag eftermiddag komme om bord på den portugisiske ubåd, der i disse dage gæster Nuuk.

Offentligheden kan besøge ubåden mellem kl. 15 og 17 fredag.
Offentliggjort

Det vakte stor opmærksomhed, da der onsdag dukkede en ubåd op i farvandet ud for Nuuk.

Arktisk Kommando kunne oplyse, at der var tale om en ubåd fra den portugisiske flåde, der i samarbejde med Forsvaret skal øve sejlads under is ved Grønland i den kommende tid.

Inden ubåden drager videre på øvelse mod nord, har interesserede borgere i Nuuk dog mulighed for at kigge nærmere på fartøjet.

Arktisk Kommando skriver således torsdag på Facebook, at man har fået bekræftet, at det er muligt at komme om bord på ubåden Arpão. 

- Den ligger ved Gl. Atlantkaj og er åben for offentligheden fredag den 26. april kl. 15:00-17:00. Der er begrænset kapacitet og vi kan ikke garantere, at alle kan få adgang.

Du skal være godt gående og mobil for at kunne komme ombord. Større tasker/rygsække kan ikke medbringes. Fotografering ombord er ikke tilladt, skriver Arktisk Kommando, der også advarer om, at der formentlig vil være kø.

Borgere, der ønsker at komme om bord, skal kunne kravle op og ned af stiger.

Ubåden på vej i havn onsdag.
Powered by Labrador CMS