indrejseforbud
Tyrkiet nægter færøsk præst indrejse
En færøsk præst og dansk statsborger kom aldrig ind i Tyrkiet, da han mandag i sidste uge landede i Sabiha Gökçen-lufthavnen i Istanbul.

I flere år har færingen ellers arbejdet som præst for en kristen menighed i det eurasiske land, men denne gang blev han af de tyrkiske myndigheder erklæret for en ”utilladelig passager” og i tirsdags sendt retur til København. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Den 33-årige mand havde ”ikke tilladelse at komme ind i Tyrkiet på grund af offentlig sikkerhed”. Det fremgår af udsendelsesdokumenterne, som Kristeligt Dagblad har læst. I papirerne fremgår det dog ikke, hvad sikkerhedshensynet går ud på.
Udenrigsministeriet involveret
Sagen landede i fredags på udenrigsminister Anders Samuelsens (LA) bord. Magni Arge, der er stedfortrædende folketingsmedlem for Færøernes Republikanske Parti, Tjóðveldi, har nemlig bedt udenrigsministeren svare på, hvorvidt Udenrigsministeriet har modtaget en forklaring på udvisningen, og om forklaringen i så fald giver udenrigsministeren ”anledning til at tage noget initiativ over for Tyrkiet i denne sammenhæng”.
Af den skriftlige begrundelse fremgår det, at færingen i fire år har ”arbejdet som præst for en kristen menighed i Tyrkiet og deltaget i frivilligt hjælpearbejde blandt kurdere og flygtninge”.
- Han blev i mandags tilbageholdt i lufthavnen i Istanbul, hvor det tyrkiske politi afhørte ham om hans virke i Tyrkiet i tre timer, hvorefter de isolerede ham i en celle i et døgn. Han blev derefter udvist fra Tyrkiet for livstid af sikkerhedsmæssige grunde (’due to security’) og sat på et fly til København, hvor han blev modtaget af det danske politi,” lyder det videre.