Tv-julekalendere er et danskheds-projekt
Siden "Jesus og Josefine" i 2003 har de markante danske tv-julekalendere for børn handlet om dansk historie og identitet, men "Ludvig og julemanden" bryder dette

Den første genre af danske tv-julekalendere var præget af uskyldige dukkespil for de mindste børn. Siden fulgte en bølge af nissefortællinger med voksne skuespillere. Men i 2003 opstod en helt ny type tv-julekalender for børn, som skulle blive den dominerende gennem 00' erne: Den nationalt identitetsskabende julekalender.
Sådan lyder en vurdering fra lektor i teologi ved Københavns Universitet Jesper Tang Nielsen, som med afsæt i netop den stilskabende 2003-julekalender, "Jesus og Jose-fine", har forsket i tv-julekalenderens historie og budskaber.
- Den trend, som opstod i 2003, går ud på, at man tager noget historisk, typisk en person, som historien bygges op om. Dermed bliver julekalenderen ikke bare en helt igennem fiktiv, hyggelig julefortælling, men fortæller også sit publikum om dansk historie og identitet.
- Når julekalender-forfattere inddrager Jesus, Absalon, Grundtvig eller Stygge Krumpen, må det jo være, fordi de synes, det er vigtigt, børnene kender til dem, siger Jesper Tang Nielsen til Kristeligt Dagblad.
Kulturkampdebatten er ved at klinge af
- På et tidspunkt, hvor vi havde en politisk og kulturel værdikamp om danskhed, kom der en julekalender, der kom til at fortælle, at ikke alene har kristendommen skabt det danske samfund, kristendommen er til for at skabe det danske samfund, lyder Jesper Tang Nielsens videre analyse.
Ifølge ham skal man passe på ikke at blive grebet af sine egne idéer.
- Men man kan godt se ”Ludvig og julemanden” (TV 2’s julekalender for børn, red.) som tegn på, at kulturkampdebatten er ved at klinge af. De historiske rammer - denne gang i det nordjyske - er bevaret til en vis grad, men det nationalt identitetsskabende projekt fylder mindre end den mere traditionelle julehygge, siger forskeren til Kristeligt Dagblad.
Han vurderer i øvrigt, at der ikke er grund til at opfatte det som en afstandtagen fra kristendommen, at det alt andet end hyggelige overspøgelse er et kirkeligt overhoved.