Medieforbrug

Tv-forbruget i markant fald

Tv-forbruget er på tre år faldet fra 5,3 timer til 4,5 timer. Også radioen mærker et fald i det samlede forbrug.

Forbruget af tv og radio er for nedadgående, men KNR fastholder sin position.
Offentliggjort

Det fremgår af en ny stor undersøgelse, som Epinion har foretaget for public service stationen KNR.

KNR fastholder position

På trods af faldet i det samlede forbrug på de to medieplatforme, så har KNR formået at fastholde tv- og radioforbruget og går dermed imod den trend, der ses i resten af verden.

Den digre undersøgelse, som gennemføres årligt og dermed beskriver en udviklingen i medieforbruget i Grønland, afslører, at tv fortsat er sværvægteren. 88 procent af befolkningen ser tv dagligt eller næsten dagligt, mens det tilsvarende tal for radioen og internettet er henholdsvis 74 og 60 procent.

Blandt de sociale medier er topscoreren Facebook med et dagligt eller næsten dagligt forbrug på 61 procent. YouTube hitter tilsvarende med 16 procent.

Stor tilfredshed med KNR

KNR-direktør Karl Henrik Simonsen hæfter sig ved og er især glad for, at tilfredsheden med KNRs programmer ifølge undersøgelsen er gået frem flere steder.

- Vi er rigtigt stolte. Undersøgelsen viser, at vores hårde arbejde også bliver taget god imod af befolkningen, der sætter pris på det, vi laver, og den udvikling vi er inde i, siger direktør Karl Henrik Simonsen ifølge en pressemeddelelse.

Læs hele undersøgelsen

I løbet af 2016 ændrede KNR Radio sendeformat og øgede de daglige ny-produktioner fra 3-4 timer til 11 timer uden at tilføre organisationen flere ressourcer. Den øvelse har ikke kostet på tilfredsheden blandt lytterne.

Trofast skare af tekst-tv-brugere

Mens flere danske tv-kanaler har aflivet tekst-tv i løbet af 2016, så tyder meget på, at den medieplatform fortsat har sin berettigelse i Grønland. Ifølge undersøgelsen anvender 30 procent af seerne tekst-tv dagligt eller næsten dagligt, og det er især brugere uden for hovedstaden, der anvender denne platform, som især benyttes af ældre mennesker.

Det er især nyheds- og aktualitetsprogrammer, som forbrugerne efterspørger, viser undersøgelsen.

Generelt er tilfredsheden til de enkelte radioprogrammer høj.

Om inatsisartut-radio

Formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen arbejder for at få direkte radiosendinger tilbage på KNRs radio.

I pressemeddelelsen kommer direktøren ind på emnet via denne udtalelse om tilfredshedstallene for radioens vedkommende.

- Vi synes, det viser, at vores valg om at ændre sendeflade og tage for eksempel sendingerne fra inatsisartut-samlingerne ud, og erstatte dem med moderne kvalitets radio har været en succes, siger direktør Karl Henrik Simonsen.

Powered by Labrador CMS