musik
TV-2's koncert i Nuuk udkommer som cd
Sidste år spillede den populære danske band TV-2 i Nuuk, i forbindelse med bandets 25 års jubilæum siden deres første koncert i Grønland sammen en række kendte grønlandske musikere
I 1988 besøgte rock orkestret TV-2 for første gang Grønland i forbindelse med et stort indsamlingsshow i Nuuk til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Sidste år kunne TV-2 markere sit 25 års jubilæum ved to koncerter i Nuuk, hvor bandet havde inviteret gæster, Nukaka, Maasi, Malik og Nina Kreutzmann, Frederik og Christian K Elsner fra bandet Nanook og Peter Hammeken. Koncerten blev optaget.
Man kan opleve koncerten igen, for den udkommer snart som cd.
Det skriver TV-2 på deres hjemmeside.
- Bandet faldt pladask for Grønland, befolkningen, naturen, og det storslåede landskab. Det er blevet til mange koncerter siden - fra Nanortalik i syd til Uummannaq i nord. Også tætte venskaber er blevet knyttet og samarbejder med grønlandske kunstnere er opstået naturligt på tværs af geografi og historie. Senest i august ved en stor koncert i Mindeparken i Aarhus hvor de to brødre Elsner fra Nanook, optrådte sammen med TV-2 foran 30.000 publikummer, lyder det fra TV-2.
Bandet har også skrevet sange om Grønland.
- På albummet findes blandt andet en helt ny sang, Lucky You, inspireret af de mange rejser i Kalaallit Nunaat. For første gang kan også høres en udgave af det meget ønskede ’Sæler, hvaler og solskin’ foruden en lang række af TV-2 ́s store hits gennem tiderne.
Cd'en udkommer den 17. november.