Tusinder strømmer til jul i Betlehem
Traditionen tro holder tusinder jul i Betlehem. For palæstinenserne har julen i år en særlig betydning

Tusindvis af turister er ankommet til Betlehem på Vestbredden for at fejre jul på det sted, hvor mange mener, at Jesus blev født.
Juleturismen er en af de største indtægtskilder for de erhvervsdrivende i Betlehem - en by på størrelse med Svendborg.
- Økonomisk set er turisme det allervigtigste for Palæstina, siger turismeminister Roula Ma'aya.
Generelt regner man med, at antallet af turister i Det Palæstinensiske Selvstyreområde i år er steget med 20 procent i forhold til de to millioner, der sidste år lagde vejen forbi.
I Betlehem forventer myndighederne omkring 75.000 turister, deriblandt 25.000 kristne pilgrimme, i juledagene.
For palæstinenserne på Vestbredden er julen i år noget særligt. Det har budt på både politiske og kulturhistoriske milepæle.
I sidste måned fik palæstinenserne en opgradering af deres FN-status, hvilket udløste jubelscener på både Vestbredden og i Gazastriben.
Og tidligere på året blev Fødselskirken i Betlehem opført på Unescos liste over verdensarv.
Kirken er bygget på det sted, hvor kristne mener, at Jesusbarnet blev født for godt 2000 år siden.
Også det traditionelle juleoptog, der går via en pilgrimsrute i Betlehem, er en del af den verdensarv, Unesco nu har anerkendt.
Optoget ledes af ærkebiskoppen i Jerusalem, Fouad Twal, som også står for midnatsmessen i byen.
Det er tradition, at også den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og premierminister Salam Fayyad deltager i midnatsmessen, hvor ærkebiskoppen ventes at komme med et budskab om fred.
I sidste uge sagde Fouad Twal på en pressekonference, at det palæstinensiske spørgsmål fortsat 'er årsag til alle konflikter i regionen', og han opfordrede USA's præsident, Barack Obama, til at presse på for en fredsløsning.
I de seneste uger har Israel offentliggjort planer om at bygge nye bosættelser, herunder også omkring Betlehem.