se billeder
Tusa 2014 tvunget til aflysning
Fællesforeningen Inuit har ikke råd til at holde det planlagte Tusa-arrangement til maj, da selvstyret har reduceret voldsomt i støtten
Det var den svære, men nødvendige beslutning, som fællesforeningen Inuits ordinære generalforsamling i Svendborg måtte tage lørdag.
Det sker, fordi det forventede tilskud på 180.000 kroner i 2014 fra selvstyret til Inuit er reduceret med 80.000 kroner til 100.000 kroner.
Det blev meddelt i et brev dagen før generalforsamlingen, så der skulle lægges et nyt budget for 2014. Det gik ud over det planlagte Tusa-arrangement til maj, som altså er blevet droppet, ligesom planlagte kurser for de nu 23 medlemsforeninger i Inuit i Danmark måtte spares væk.
Kaffemikbevægelsen
Aftenen før om fredagen var der en uformel præsentation af et nyt initiativ, der kalder sig ’Kaffemikbevægelsen’, der har til formål at gøre noget ved de ofte forkerte fordomme om Grønland og grønlændere på en positiv måde, eller som de siger med ’ja-hatten’ på.
De friske piger fra Århus Universitet gav en munter præsentation om deres mission, som kort går ud på, at de gerne rykker ud med kaffen, hvis værterne giver kagen - for så sammen at snakke om fordommene og pejle sig ind til det rigtige og forkerte.
Gensyn efter 45 år
Under det sociale samvær efter generalforsamlingen kom der en gæst, som straks genkendte en af deltagerne. Det var Kathrine Nielsen, der genkendte Karen Schmidt fra Ikinngutigiit i Aalborg. De har været sammen på Brøruphus Ungdomsskole for 45 år siden, og minder fra dengang væltede op til stor morskab for selskabet.
Nyt medlemsforening
Under generalforsamlingen blev et nyt medlemsforening godkendt enstemmigt optaget i fællesforeningen. Det er Upernavimmiut.dk, så nu består Inuit af 23 lokalforeninger i Danmark. Forinden havde foreningen fra København ’Pilutaq’ meldt sig ud med begrundelsen, at det hele foregår uden for København.