krydstogtsæsonen
Turismeerhvervet i Sisimiut roser ny havn
Den nye havn er en del af forklaringen på, at krydstogtsæsonen har været god for landets næststørste by, lyder det fra Qeqqata Erhvervsråd
Sisimiuts nye havn har i en årrække været udfordret af manglende plads til havnens stigende mængde aktiviteter, men med den nye havneudvidelse på plads til starten af krydstogtsæsonen 2013 har erhvervet allerede fra dag ét oplevet bedre forhold for byens gæster.
Sådan lyder den glædelige melding fra Qeqqata Erhvervsråd.
Passagererne kan nu komme i land, hvor de er i sikkerhed uden at skulle dele området med eksempelvis containere, trucks og kraner. I stedet ledes de nu forbi et spændende område med kajakklubben, jollehavnen og husflidsværkstedet.
- Vi kan meget lettere holde styr på de passagerer, som skal på ture. Turbusser kan køre helt hen til skibet, hvilket også er dejligt, da en stor del af passagererne er ældre og gangbesværede, fortæller Ivik Knudsen-Ostermann fra den lokale turoperatør Greenland Cruises.
Butikkerne oplever også en positiv effekt, blandt andet ved Nord Café & Art i den gamle bydel:
- Nu hvor flere skibe kan lægge til kaj slipper passagererne for at sejle ind i tenderbåde og kan derfor gå ubesværet til og fra skibet. Vi oplever, at flere passagerer per skib kommer i land, de bliver der længere, og nogle passagerer kommer endda ind til byen mere end én gang, og flere penge bliver derfor brugt i land end tidligere.
'Outstanding' og 'verdensklasse'
Blue Waters afdelingsleder i Sisimiut Frank Mieth får meget positive tilkendegivelser fra krydstogtsskibene. De nye faciliteter og den service, som ydes, scorer ikke kun over middel i tilfredshed, men ord som ’outstanding’ er hverdagskost for Frank Mieth, når han håndterer krydstogtskibene
- Den store tilfredshed kan ikke lade sig gøre uden at have de rigtige havnefaciliteter med plads, sikkerhed, tilgængelighed og servicefaciliteter (vand, olie m.m.) Det er min opfattelse, at vi med den nye havn er i stand til at levere langt flere landbaserede services’ til skibene og tilbagemeldingen fra flere rederier har været, at havnen er ’verdensklasse’, siger Frank Mieth fra Blue Water i Sisimiut ifølge en pressemeddelelse.
Ifølge Qeqqata Erhvervsråd har Sisimiut oplevet en stigning på mindst 10 procent af krydstogtanløb i forhold til annonceret i starten af sæsonen, og den nye havn er ikke uden medansvar for succesen, vurderer et samlet turismeerhverv.