Turbodansk lagt i graven

Nul deltagere meldte sig til kursus i dansk for grønlandske studerende.

Offentliggjort

Ideen var idealistisk. Formålet det noble at hjælpe grønlandske studerende i Danmark. Men åbenbart var kurset skruet forkert sammen.

Det skriver avisen AG.

I hvert fald har der ikke meldt sig én eneste grønlandsk studerende hverken i 2019 eller 2020 til et kursus i Turbodansk, som det studieforberedende kursus hedder.

Og dét på trods af at frafaldet for grønlandske studerende i Danmark er stort, bl.a. på grund af sprogvanskeligheder.

Tre ud af fire grønlandske bachelorstuderende i Danmark falder fra studiet ifølge tal fra Grønlands Statistik.

På grund af den manglende interesse har Børne- og Undervisningsministeriet nu droppet bevillingen til Turbodansk. Et initiativ, som blev igangsat af den tidligere regering med støtte fra et stort flertal i Folketinget.

Åbenbart var der tale om et skrivebordsprojekt, som ikke helt harmonerede med virkeligheden. For man fik aldrig fat i de grønlandske studerende, som kurset var tiltænkt.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS