Tunnelen i Nuuk åbner tidligere end ventet
Norsk ekspert vurderer, at tunnelen er i god stand. Allerede fredag kan man gå og cykle igennem tunnelen
Der er godt nyt for kø-plagede nummiut. Om cirka to uger bliver tunnelen mellem Nuuk og Nuussuaq igen åbnet for biltrafik. Allerede på fredag kan man gå eller cykle igennem tunnelen.
Når det tager lidt længere tid for bilerne, så skyldes det, at der har hobet sig is op, mens tunnelen har været lukket.
Oprindelig lød meldingen at den vil være lukket ind til midten af juli.
Tunnelen blev lukket for trafik den 13. april på grund af frygt for stenfald. Det har ført til lange køer om morgenen og om eftermiddagen.
Afdelingen for Drift og Miljø frygtede oprindeligt, at det ville være nødvendigt at holde tunnelen lukket i op til tre måneder, men det ændrede sig, da tunnelen i weekenden blev besigtiget af en konsulent fra Rambøll i Norge.
- Meldingen, vi har fået, er, at vi har en god tunnel i solidt fjeld, men der er et par steder, vi skal være opmærksomme på. Problemområderne blev sikret i weekenden, og vi er nu i gang med at rense tunnelen ned, skriver Drift- og Miljøchef Frank Rasmussen i en meddelelse på kommunens hjemmeside.
Rambøll har også udarbejdet en vedligeholdelsesplan for tunnelen, som vil sikre, at den vil kunne bruges problemfrit de næste mange årtier.
- Vedligeholdelsesplanen betyder, at vi bliver nødt til at lukke tunnelen i en periode, hvert år i juli måned, hvor der ikke er så meget trafik på vejene. Det vil også være nødvendigt at lukke en kort periode, når frosten forsvinder, siger Frank Rasmussen.
Hvor lang tid det tager at fjerne isen fra kørebanen, afhænger blandt andet af vejret. Kommuneqarfik Sermersooq vil komme med en meddelelse, når tunnelsen atter er åben for biltrafik.