Tsunami: 33 familier får nye boliger
En del af borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit har fået besked om tildelingen af en erstatningsboliger. Borgere bosat udenfor Uummannaq får besked inden for den nærmeste tid.
En række familier fra Nuugaatsiaq og Illorsuit kan nu se frem til at få en ny permanent bolig.
10. august besøgte medarbejdere fra departementet for boliger og infrastruktur Uummannaq. Her blev der afleveret såkaldte afgørelsesbreve til de berørte familier. Det skete ved at holde møder med dem enkeltvis.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra den ansvarlige naalakkersuisoq Simon Simonsen (S).
Familierne har enten fået tilbudt en lejebolig eller et medbyggerhus. 33 har nu taget imod tilbuddet og har skrevet under på det.
Det er dog ikke alle, der kan få en erstatningsbolig. De husstande fra Nuugaatsiaq og Illorsuit, der ejer en bolig udenfor bygderne, må nøjes med en erstatning på 50.000 kroner. Det fremgår af de principper for tildelingen af boliger, som Naalakkersuisut vedtog i juni. De er efterfølgende blevet godkendt af finans- og skatteudvalget.
Som udgangspunkt har de, der har ejet et hus fået tilbudt et nyt hus. Dem der boede til leje, har fået tilbudt en ny lejebolig.
Simon Simonsen (S) understreger i pressemeddelelsen, at de nye boliger ikke er en erstatning i forsikringsmæssig forstand.
- Der er derimod tale om en humanitært præget indsats, med henblik på at hjælpe de berørte borgere videre i tilværelsen, skriver han.
De borgere der har fået tilbud om lejebolig, vil leje boligerne på samme vilkår som andre lejere. Der skal således betales depositum og husleje, ligesom lejeloven generelt finder anvendelse.
De borgere der får tildelt et erstatningshus, vil af Naalakkersuisut få bygget et medbyggerhus. Det vil sige, at der ydes et lån der er rente- og afdragsfrit i 33 år.
Der er tre, der ikke har taget imod tilbuddet fra departementet. Den ene ønskede ikke den tilbudte lejebolig, de to andre falder i den gruppe, der udelukkende er blevet tilbudt en erstatning.
Departementet mangler fortsat at tale med 18 familier. Det er dem, der enten er bosat udenfor Uummannaq eller ikke var i byen, da møderne blev holdt.