Truthornet under VM blev årets ord
Vuvuzela er kåret til årets ord i Danmark.

Årets ord i Danmark blev afrikansk.
For mange fodboldtilskuere er det lange horn en pestilens med sin monotone og larmende lyd. Men flere måneder efter VM-slutrunden i Sydafrika er vuvuzelaen igen kommet til ære og værdighed under helt andre himmelstrøg.
Programmet Sproglaboratoriet på Danmarks Radios P1 kårede torsdag vuvuzela til årets ord.
Truthornet vandt prisen i konkurrence med bl.a. "askesky", "WikiLeaks" og "Udkantsdanmark". Sproglaboratoriets lyttere havde indstillet over 1000 ord. Senere kunne de stemme om 10 af ordene, og dommerne skulle herefter kåre vinderen blandt de fire, som havde fået flest stemmer. Sabine Kirchmeier-Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, var med i dommerkomitéen.
Til Dr.dk siger hun, at vuvuzela efter hendes opfattelse er et godt valg, "fordi det netop knytter sig til en begivenhed, der skete i året". Oprindelsen til ordet er usikker. Men ifølge Den Danske Ordbog stammer det fra bantusprog, enten zulu eller xhosa. Sidste år gik titlen til "lømmelpakke".
Det oplyser Ritzau.