- ’Trusler’ er en ommer, Doris!
Atassut Nuuk tager ligesom Demokraterne afstand fra Siumuts Doris Jakobsen, efter hun har givet 'trusler' om rigsfællesskabets fremtid
Hvis Folketinget blokerer for storskalaloven ved ikke at vedtage en særlov, ser det 'sort ud for rigsfællesskabet'.
Sådan lød det onsdag fra Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut.
Den opsigtsvækkende udmelding fik torsdag Demokraterne til at tage afstand fra Doris Jakobsens udtalelser.
Læs "Demokraterne tager afstand fra Doris’ 'trusler'"
Læs "Doris: Dystre udsigter for rigsfællesskabet"
Og nu melder formand for Atassut Nuuk, Steen Lynge, sig også på banen med kritik.
- Atassut Nuuk er ikke enig med Doris Jakobsen i, at det ser dystert ud for rigsfællesskabet, hvis Folketinget blokerer for storskalaprojekterne. Atassut mener, at dialog er vejen frem. Store og omfattende projekter kræver, at vi kan snakke tæt sammen inden for rigsfællesskabet, siger Steen Lynge til Sermitsiaq.AG.
’En meget uhensigtsmæssig udtalelse’
Steen Lynge fortæller, at Atassut er enig med Demokraterne i, at det er en ’meget uhensigtsmæssig’ udtalelse, Doris Jakobsen er kommet med.
- I Grønland har vi meget brug for, at vi kan snakke sammen med Danmark, og vi har brug for Danmarks støtte.
- Samtidig bør Danmark inviteres til tættere samarbejde om den fremtidige udnyttelse af råstoffer. Og Danmark bør bruge muligheden for at deltage og ikke være tilbageholdende, fremhæver Steen Lynge, der mener, at rigsfællesskab forpligter begge parter til at samarbejde om udnyttelsen af råstoffer.
Atassut Nuuk hilser derfor Venstres tiltag velkommen. Venstre har taget skridt til at få den danske regering til at redegøre for dens politik i forbindelse med råstoffer og udenlandsk arbejdskraft i Grønland.
Læs "Venstre i grønlandsk stormløb"