Trump sender besked til Israel: Få krigen overstået hurtigt
Ifølge tidligere præsident i USA Donald Trump er Israel i færd med "absolut at tabe PR-krigen" i Gaza.
Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump har sendt klar besked til Israel i forbindelse med krigen mod Hamas i Gaza.
- Få den overstået, har ekspræsidenten udtalt i et interview med den konservative radiovært Hugh Hewitt ifølge nyhedsbureauet AP.
Ifølge Trump er Israel i færd med "absolut at tabe PR-krigen".
Den forventede republikanske præsidentkandidat ved valget senere i år har kritiseret den siddende præsident Joe Biden for støtten til Israel.
Siden Hamas angreb Israel 7. oktober, har israelske angreb i Gaza kostet mere end 32.000 palæstinensere livet ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza.
- Få det overstået, og lad os komme tilbage til freden og stoppe med at dræbe folk. Og det er en meget simpel udtalelse, har Trump udtalt ifølge AP.
Trumps opfordring kommer kort efter, at præsident Joe Biden også har løftet pegefingeren overfor Israel.
Joe Biden advarede torsdag i en telefonsamtale med premierminister Benjamin Netanyahu den israelske leder om, at USA's politik over for Israel afhænger af, at civile i Gaza beskyttes.
Her lød det, at hvis Israel ikke ændrer politik, så vil USA komme til at ændre politik.
Det er Bidens hidtil stærkeste antydning til, at USA vil kunne stille betingelser for at levere våben til Israel, efter at et israelsk flyangreb har kostet syv nødhjælpsarbejdere livet.
Det er den første samtale mellem Biden og Netanyahu siden det dødelige angreb tirsdag på de syv nødhjælpsfolk fra World Central Kitchen, der var i Gaza for at uddele mad.
I en skrivelse fra Det Hvide Hus om samtalen fremgår det, at Biden har krævet en "øjeblikkelig våbenhvile" efter det "uacceptable" angreb på syv nødhjælpsfolk: En canadisk-amerikansk mand, tre briter, en polak, en australier og en lokal palæstinenser blev dræbt.
Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, kommer med advarslen til Israel. Det sker under et Nato-møde i Bruxelles.
/ritzau/