Trump og Kim leder efter nyt mødested

USA's præsident bekræfter, at der forhandles om et sted, hvor han kan møde Nordkoreas leder for anden gang.

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter søndag, at der er forhandlinger i gang om, hvor det næste møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, skal finde sted.
Offentliggjort

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter søndag, at der er forhandlinger i gang om, hvor det næste møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, skal finde sted.

Trump holdt i juni sidste år et opsigtsvækkende møde med Kim i Singapore. Han siger, at han tidligere på ugen modtog et "storartet brev" fra den nordkoreanske leder.

- Vi forhandler om en lokalitet, siger Trump på vej om bord i en helikopter.

- Det vil blive meddelt i en ikke så fjern fremtid. De ønsker at mødes, og vi ønsker at mødes. Så vi får se, hvad der sker.

- Vi har en god dialog med Nordkorea, konstaterer Trump, som føjer til, at han "indirekte har talt" med Kim.

Det seneste brev fra Kim nåede til Det Hvide Hus, efter den nordkoreanske leder i en nytårstale advarede om, at hans regering kan ændre syn på forhandlinger med USA, hvis amerikanerne opretholder deres sanktioner mod Nordkorea.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS