Trump får grønt lys til milliardstore besparelser på udviklingsbistand
Mere end ni milliarder dollar står til at blive skåret fra humanitær bistand og støtte til radio og tv i USA.
Kongressen har torsdag og fredag giver grønt lys til spareplan fra Trump. Ifølge republikansk formand for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, indfrier Trump hermed valgløfte om at få styr på de amerikanske udgifter.
Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Repræsentanternes Hus i USA har fredag morgen dansk tid vedtaget en række tiltag fra landets præsident, Donald Trump, der blandt andet vil sænke udviklingsbistanden markant.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mere end ni milliarder dollar - 58 milliarder kroner - står til at blive skåret fra støtte til humanitær bistand rundtom i verden samt støtte til offentlige radio- og tv-stationer.
216 medlemmer af Repræsentanternes Hus stemte for spareplanen. 213 stemte imod.
Tiltagene fik torsdag også grønt lys fra Kongressens andet kammer, Senatet.
Præsidentens spareplan vil nu blive sendt til Det Hvide Hus, hvor den formelt skal underskrives af Trump, inden den træder i kraft.
Planen har været upopulær i dele af Det Republikanske Parti, som sidder på flertallet i begge Kongressens kamre.
Teksten blev således ændret en smule, inden den denne uge kom til afstemning i Senatet og Repræsentanternes Hus.
Et forslag om at skære 400 millioner dollar fra støtte til sundhedsprogrammer - herunder bekæmpelse af aids - blev droppet efter modstand fra flere republikanske senatorer.
Ifølge Mike Johnson, der er republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, indfrier Trump med afstemningen et løfte fra valgkampen om at få styr på de amerikanske udgifter. Det skriver han i en udtalelse efter afstemningen.
- Præsident Donald Trump og republikanerne i Repræsentanternes Hus lovede økonomisk ansvarlighed og effektivitet i regeringen.
- I dag lever vi endnu en gang op til det løfte, skriver Johnson ifølge AFP.
Det er første gang, at Kongressen har stemt om de nedskæringer, der i første omgang blev foreslået af agenturet Doge med rigmanden Elon Musk i spidsen.
Han blev efter Trumps indsættelse i januar sat til at finde besparelser i de offentlige udgifter.
Siden har Musk forladt posten.
Ud af de ni milliarder dollar, som står til at blive sparet, skulle størstedelen gå til det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID.
/ritzau/