Trump beskylder Google for at udelukke konservative medier
Trump har søgt på sit eget navn og konkluderer, at Google manipulerer. It-giganten afviser beskyldningerne.
USA's præsident, Donald Trump, beskylder Google for at give forrang til søgeresultater, der er imod ham, og siger, at han vil gøre noget ved den "meget alvorlige situation".
- Google og andre undertrykker konservative røster og skjuler information og nyheder, som er gode, skriver præsidenten tirsdag på Twitter.
- De kontrollerer, hvad vi kan og ikke kan se. Det er en meget alvorlig situation, som vil blive håndteret!
Trumps tweets kommer, efter at en lille konservativ nyhedstjeneste, PJ Media, lørdag skrev, at en Google-søgning på "Trump" giver 96 procent venstreorienterede resultater.
Trump nævner ikke direkte PJ Media i sin kritik tirsdag. Men han skriver i to tweets, at hvis man søger på "Trump News", får man kun artikler fra det, præsidenten betegner som "fake news"-medier.
- 96 procent af resultaterne for "Trump News" er fra landsdækkende venstreorienterede medier, meget farligt, skriver Trump.
- Med andre ord har de manipuleret, for mig og andre, så næsten alle historier og nyheder er dårlige.
Google afviser beskyldningerne fra præsidenten.
- Søgning bruges ikke til at sætte en politisk dagsorden, og vores resultater er ikke påvirket af nogen politisk ideologi, skriver Google i en udtalelse.
- Vi arbejder hele tiden på at forbedre Google-søgninger, og vi rangerer aldrig søgeresultater for at manipulere politiske opfattelser, lyder det fra it-giganten.
Trump har tidligere langet ud mod et andet stort selskab, Twitter, som han i sidste måned beskyldte for at udelukke fremtrædende republikanere.
Han sagde på det tidspunkt, at han omgående ville se nærmere på "denne diskriminerende og ulovlige praksis". Men tilsyneladende blev der ikke fulgt op på det.
/ritzau/dpa