Tror ikke på Grønland som selvstændig stat
Atassuts tidligere formand og medlem af den grønlandsk-danske selvstyrekommission, Augusta Salling, ønsker ikke løsrivelse fra Danmark.

Politiken har lavet et lyninterview med Augusta Salling om selvstyre og selvstændighed.
Første spørgsmål lyder sådan:
Hvorfor skal Grønland have selvstyre?
»Fordi der i den grønlandske befolkning er et udbredt ønske om, at vi selv bør styre og forvalte grønlandske anliggender«.
Hvornår vil Grønland kunne klare sig selv økonomisk?
»Det er svært at sætte tid på. Vi er meget forventningsfulde i forhold til råstof- og mineraludvindingen i landet, men samtidig klar over, at indtægterne ikke kommer fra dag 1. Derfor er det svært at sige, hvornår Grønland vil være økonomisk uafhængigt af Danmark «.
Hvad skal der til, for at Grønland kan blive en selvstændig stat?
»Det spørgsmål forholder jeg mig slet ikke til, da Atassut ikke ønsker løsrivelse fra Danmark . Tværtimod er det meget vigtigt for os, at det gode fællesskab bliver ved med at eksistere. Også selv om Grønland bliver selvstyrende«.
Bliver Grønland en selvstændig stat i din levetid?
»Nej«