Tre jordskælv nær Sisimiut i nat

Tre jordskælv ramte natten til torsdag et område nær Sisimiut, hvor det kraftigste lå på 3,0 på Richterskalaen.

Offentliggjort

Opdateret kl. 9.01 med nye oplysninger om epicenterets placering, red.

Borgere i Sisimiut fik forstyrret deres nattesøvn af tre jordskælv, hvor den første klokken 01.09 var den kraftigste på 3,0 på Richterskalaen, og jordskælvet vækkede mange borgere, da den skabte rystelser og fik glas til at klirre.

Det første jordskælv blev efterfulgt at et nyt klokken 01.24 og dernæst klokken 05.36 og de lå henholdsvis 2,8 og 2,5 på Richterskalaen.

Indberetninger

Seismolog Peter Voss fra GEUS i København oplyser til Sermitsiaq.AG. at flere borgere fra Sisimiut har indberettet hændelserne.

- Jordskælvene vil opleves som en stor lastbil, der kører tæt forbi et hus. Vi har ikke fået nogen meldinger i indberetningerne om, at der skulle være sket materielle skader. Jordskælv af den størrelse vil næppe forårsage egentlige skader, og de er ikke usædvanlige i Grønland, fastslår seismologen.

Det er en seismograf, placeret i Kangerlussuaq, der har sendt jordskælvsdataene til GEUS, da det er den nærmeste. De første beregninger viser, at de tre jordskælv lå ca. 5 km nord for Sisimiut.

Peter Voss oplyser, at man nu vil analysere dataene fra natten yderligere, hvilket kan ende med, at effekten i forhold til Richterskalaen bliver enten op- eller nedjusteret.

Vagtchefen hos politiet i Nuuk oplyser, at man i nat fik en anmeldelse fra en borger, der havde hørt et "brag".

Richterskalaens 12 trin

Richterskalaen har 12 trin og kan beskrives i kort form:

  1. Kun via fintmærkende seismografer erkendes rystelsen.
  2. Føles af få personer i ro.
  3. Sammenlignes med forbikørende lastbil.
  4. Føles af de fleste. Vinduer og døre knager.
  5. Føles af næsten alle. Mange vågner.
  6. Møbler bevæges. Enkelte skorstene vælter.
  7. Skade på middelgode bygninger.
  8. Møbler vælter.
  9. Ødelæggelser på middelgode bygninger. Vandledninger knækker.
  10. Jernbaneskinner bøjes. Jordskred.
  11. Kun få bygninger bliver stående.
  12. Komplet ødelæggelse. Genstande kastes op i luften.

Kilde: GEUS

Powered by Labrador CMS