Ivalo & Minik Fonden
Tre ambitiøse grønlændere får legater
Tre kvinder har modtaget en hjælpende hånd fra Ivalo & Minik Fonden
Bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden har besluttet at uddele legater for lidt mere end 300.000 kroner.
Legaterne er tilfaldet tre ’dygtige og ambitiøse’ grønlændere, der er blevet udvalgt blandt et større antal ansøgere, oplyser den grønlandske uddannelsesfond.
Aviâja Egede Lynge har modtaget et legat til at gennemføre uddannelsen ’Human Rights Advocates Program’ på Institute for the Study of Human Rights på Columbia University i New York i USA.
Qupanuk Egede har modtaget et legat til at færdiggøre sin videreuddannelse til Mineingeniør på Curtin University i Kalgoorlie i Australien.
Monika Paulli Andersen har modtaget et legat til at studere et semester på Macquarie University i Sydney i Australien. Semestret er en del af hendes uddannelse på Copenhagen Business School, hvor hun studerer Master of Business and Development Studies.
Næste ansøgningsfrist
- Vi er rigtig glade for at støtte legatmodtagerne, og vi ønsker dem alt mulig held og lykke med deres studier, skriver Minik Rosing, der er formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse.
Fonden forventer at indkalde til ny ansøgningsrunde i maj med ansøgningsfrist den 1. september.