Travlt døgn: Knivstikkeri i Nuuk og tyveriforsøg i Sisimiut

Det har været et travlt døgn for politiet over hele landet. Udover knivstikkeri i Nuussuaq og forsøg på tyveri i Sisimiut har politiet også igangsat en SAR-operation i Upernavik.

Offentliggjort

Grønlands Politi har haft en travlt døgn over hele landet. Især natten til tirsdag har der været meget aktivitet, viser vagtchefens døgnrapport.

I Nuuks bydel Nuussuaq har politiet rykket ud til et knivstikkeri mod en person og trusler på knivstikkeri mod en anden mandag aften omkring klokken 23.00.

- Gerningsmanden i den sag er en dreng på under 15 år. Vi har igangsat en sag om vold og en sag om trusler om vold i den episode. En person er såret i armen, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Malik Olesen til Sermitsiaq.

SAR-operation ender godt

Eftersøgning af den 22-årig mand i Upernavik er stadig i gang, hvor politiet har valgt at offentliggøre navnet på den eftersøgte.

Men også en anden SAR-operation blev igangsat i samme område mandag aften.

- Her var der tale om en jolle, der sad fast i isen og ikke kunne komme videre. Meldingen fik vi omkring klokken 23.00, hvor vi igangsatte en SAR-operation. Lidt senere kunne jollen melde, at de selv kunne sejle væk fra isområdet. Så den sag er endt godt, fortæller Malik Olesen.

ATV-tyveri og husspektakler

Politiet i Sisimiut har også igangsat en efterforskning på forsøg på tyveri af en ATV.

Ifølge døgnrapporten er der tale om tre unge personer, der har forsøgt at stjæle en ATV, der er ejet af en virksomhed i Sisimiut.

- Politiet har identificeret en mistænkt i sagen. Og vi har nu igangsat en efterforskning for at finde frem til de to andre. Angiveligt var der nemlig tale om tre unge personer, oplyser vagtchefen.

Derudover har politiet rykket ud til flere husspektakler og gadeuorden natten til tirsdag.

Powered by Labrador CMS