Transportminister giver grønt lys for hundetrukne vogne
Det glæder hundefolket, at minister nu præciserer, at kørsel med hundevogne som udgangspunkt er tilladt.
Det er tilladt at spænde slædehunde foran en vogn og køre på veje, der er reguleret efter færdselsloven.
Det slår transportminister Ole Birk Olesen (LA) nu fast, efter at der har været usikkerhed om lovligheden af brugen af hundetrukne vogne.
- Kørsel med hundetrukne vogne er en sund og givende fritidsinteresse og sport, som skal være tilladt i Danmark. Og efter at jeg har kigget på sagen, kan jeg konstatere, at det faktisk er lovligt på færdselslovens område, siger Ole Birk Olesen i en skriftlig kommentar.
- Samtidig har jeg noteret mig, at branchen har udtrykt et ønske om, at området bliver reguleret, så der ikke længere er tvivl om reglerne, siger ministeren.
Meldingen vækker glæde hos Dansk Polarhunde Klub, der har mellem 80 og 100 medlemmer, som kører med hundetrukne vogne i blandt andet statens skove.
Foreningen oplevede sidste efterår, at Naturstyrelsen trak flere tilladelser til at køre med hundevogne tilbage.
Men nu slår transportministeren fast, at det som udgangspunkt er tilladt at køre med vognene.
- Vi er utroligt positive over, at vi har fået den her tilkendegivelse om, at vi fortsat kan dyrke vores fritidsinteresse, siger Marianne Schlüter, der er formand for klubben.
- Det ville være et fuldtidsjob, hvis vi eksempelvis skulle køre på cykel og træne hundene enkeltvist, siger hun.
Transportministeren præciserer, at Naturstyrelsen stadig skal have mulighed for som lodsejer at regulere kørslen med hundevogne.
Derfor skal hundeklubben nu have en snak med Naturstyrelsen om de nærmere vilkår.
I Naturstyrelsen er man positivt indstillet over for hundefolkets ønske.
- Naturstyrelsen er rigtig glad for, at Transportministeriet har gjort det helt klart, at hundeslæder kan køre på de veje, hvor færdselsloven gælder.
- Det betyder, at vi igen kan give hundeslædeførere tilladelse til for eksempel at køre på skovveje i de af statens skove, som egner sig til det, siger Naturstyrelsens direktør, Peter Ilsøe, i en skriftlig kommentar.
Der kan dog visse steder være forhold, der taler imod kørsel med hundevogne.
- Vi har mange brugere af statens skove, og derfor er det vigtigt, at Naturstyrelsen som lodsejer kan fastsætte andre vilkår i konkrete skove, siger Peter Ilsøe.
Transportministeren forventer, at en bekendtgørelse med virkning fra 1. januar 2019 kan skabe klare rammer for kørsel med hundevogne.
/ritzau/