Trafikkaos: Tunnel lukkes i tre måneder
Nuuk-borgerne må væbne sig med tålmodighed, når de skal på arbejde i centrum. Tunnelen åbner tidligst om tre måneder.
Lange trafikkøer om morgenen og sidst på eftermiddagen bliver med stor sandsynlighed hverdagskost de næste tre måneder i hovedstaden.
Sermitsiaq.AG erfarer, at tunnelen tidligst bliver åbnet om tre måneder. Den beslutning blev truffet onsdag, efter at teknikere har undersøgt tunnelen.
Den blev for nogle dage siden lukket, fordi der faldt stenstykker ned inde i tunnelen til fare for bilister og gående.
- Tunnelens overflade skal renses. Derefter vurderer vi, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre trafikanterne mod stenfald. Det arbejde kan imidlertid først begynde, når tunnelen er helt frostfri, og det forsinker processen, oplyser driftschef i Kommuneqarfik Sermersooq Frank Rasmussen.
Trafikløsning undersøges
Kommunen er i fuld gang med at finde ud af, hvordan man kan få trafikken til at glide noget bedre i myldretiden, men endnu har man ikke overblikket over, hvad der vil virke.
- Vi er klar over, at den nuværende situation ikke er holdbar. Derfor prøver vi at finde alternative måder at afvikle trafikken på i de kommende måneder. I øjeblikket kan vi som en begyndelse råde bilisterne til at vælge andre tidspunker at køre på end i myldretiden, hvis det er muligt, siger kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen.
Det tog torsdag morgen buslinje 1 mere end den dobbelte tid at fragte buspassagererne fra Qinngorput til centrum af byen ved 8-tiden.