Torskekvote på det dobbelte af rådgivningen

Naalakkersuisut har besluttet af fastsætte en kvote for indenskærs torskefiskeri på 30.000 tons i Vestgrønland

Torsk, fiskekasse
Offentliggjort

Torskekvoten indenskærs i Vestgrønland skal næste år ligge på over det dobbelte af den biologisk rådgivning. Naalakkersuisut har nemlig på sit møde 6. december besluttet, at kvoten bliver sat til 30.000 tons.

Biologerne vurderer, at bestandene kun kan tåle et indenskærs fiskeri på samlet set 14.500 tons. Og biologerne er endda endnu mere sikre i deres sag, når det gælder den indenskærs bestand af torsk i Vestgrønland.

- Vi har benyttet en ny model, hvor vi gør brug af samtlige data, og dermed får vi en mere sikker og mere robust rådgivning, forklarer seniorforsker Rasmus Hedeholm fra Pinngortitaleriffik.

Det er torsk fra flere bestande, der bliver fanget indenskærs. Del er der den egentlige indenskærs-bestand, der gyder inden i fjordene. Og så er der fisk, der om man så må sige, kommer tilrejsende udefra.

For lidt yngel

Den biologiske rådgivning for denne egentlige indenskærs bestand er på 6806 tons for næste år.

- Da fiskeriet indenskærs efter torsk uundgåeligt fanger torsk fra flere forskellige torskebestande, så er det Pinngortitaleriffiks vurdering, at et indenskærs fiskeri på omtrent 14.500 tons vil resultere i, at der fanges 6806 t af indenskærs-bestanden. Eller sagt på en anden måde – omkring halvdelen af de torsk man fanger indenskærs, kommer fra andre bestande, forklarer Rasmus Hedelund.

Indenskærs-bestanden har haft nogle rigtig gode år, hvor fiskerne kunne fange masser af fisk på kort tid. Problemet er, at de ikke har efterladt sig tilstrækkeligt med efterkommer; biologerne taler om rekruttering i den forbindelse.

- Rekrutteringen har været faldende siden 2010. Så selvom vi har haft nogle gode årgange, så er der svagere årgange på vej nu, forklarer Rasmus Hedeholm.

Stort fiskepres

Samtidig er fangsterne steget år for år, og i de seneste to år har de ligget på det højeste niveau i 25 år.

- Bestandene bliver mindre, og det skyldes del den faldende rekruttering dels, at der bliver fiske for hårdt, forklarer Rasmus Hedeholm.

I Pinngortitaleriffiks biologiske rådgivning bliver det udtrykt lidt mere teknisk:

- En høj fiskeridødelighed i kombination med lav rekruttering har resulteret i en faldende biomasse (den samlede mængde torsk, red.) siden 2014, hedder det.

- Det bør bemærkes, at fangsterne i indenskærs området historisk set ikke har kunnet understøtte fangster på det nuværende niveau over en længere årrække, skriver Pinngortitaleriffik videre i sin rådgivning.

Powered by Labrador CMS