Torsdag demonstreres der mod Dronning Ingrids Hospital

MAPI, der igennem en årrække har været i kontakt med flere, frustrerede patienter, holder en demonstration i Nuuk torsdag eftermiddag.

Her vil MAPI og demonstrerende borgere mødes torsdag eftermiddag for at vise deres utilfredshed omkring sundhedsvæsenets tilbud.
Offentliggjort

Bedre undersøgelser, kortere ventetider og bedre behandling. Det er, hvad MAPI’s budskab vil være under en demonstration torsdag den 11. maj klokken 17.00.

Den danske forening MAPI, der arbejder for bedre behandling af grønlandske børn i sundhedssystemet oplyser, at demonstrationen vil starte ved Dronning Ingrids Hospital klokken 17.00, hvorefter demonstranter skal gå mod Amisut i bymidten i Nuuk.

- Som borgere er vi nødt til at gå til handling. Alt for mange har mødt eller oplevet den manglende eller fejlbehandling som patient. Mange har stået i en kritisk situation. Derfor holder vi demonstration med optog, skriver MAPI om sin begivenhed på Facebook.

130 borgere har reageret på begivenheden og enten tilkendegivet at de vil deltage eller er interesseret i at deltage.

Foreningen MAPI er denne uge i Nuuk og vil blandt andet holde møde med Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen, holde foredrag om foreningens arbejde.

Samme tilbud i de eksisterende rammer

Flere forældre har igennem MAPI fået økonomisk hjælp til at rejse til Danmark så deres barn kan blive behandlet i det danske sundhedssystem. Begrundelsen her har været, at forældrene oplever, at sundhedsvæsenet i Grønland ikke undersøger børnene grundigt nok.

Sundhedsvæsenet har overfor Sermitsiaq.AG forklaret, at sundhedsvæsenets tilbud i Grønland er det samme som i det danske sundhedsvæsen i det omfang, som rammerne tillader det i landet. Derfor ville patienter med børneeksem få samme behandling i Grønland som i Danmark, var forklaringen fra sundhedsledelsen.

Udfordret sundhedsvæsen

Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen har holdt et møde med MAPI omkring foreningens arbejde. Mimi Karlsen erkender i en pressemeddelelse, at der er udfordringer i sundhedsvæsenet især i form af rekrutteringsudfordringer, men at sundhedspersonalet arbejder dedikeret under de betingelser og rammer der er.

For at opnå en stabil betjening af borgere arbejder sundhedsvæsenet med at udbygge brugen af telemedicin i hele landet, men hvis udfordringerne fortsætter som nu, må Naalakkersuisut tænke i nye baner i forhold til løsninger, påpeger hun:

- Det er vigtigt at understrege, at medarbejderne i sundhedsvæsenet arbejder inden for de politisk fastsatte rammer og ressourcer, og lige nu i en tid med stadigt stigende rekrutteringsudfordringer. Manglen på medarbejdere kan medføre, at der i den nærmeste fremtid må ske ændringer i den måde sundhedsvæsenet er organiseret, siger Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen i en pressemeddelelse.

34 familier hjulpet

Foreningen MAPI (børn og forældres hjælper i sundhedsvæsenet, red.) oplyser, at foreningen har hjulpet i alt 34 familier. I de 34 familier er der samlet 53 børn. Af disse børn er 24 blevet hjulpet gennem foreningen til at komme i kontakt med sundhedsvæsenet til enten udredning eller behandling af en sygdom.

Familier og børnene får økonomisk støtte gennem foreningen til rejser for at modtage hurtigere udredning og behandling. Foreningen samler penge løbende for at kunne finansiere støtten.

MAPI oplyser, at foreningen har samlet i alt 652.087 kroner fra februar 2022, hvor foreningen blev til, til januar 2023.

Powered by Labrador CMS