musik

To udgivelser om grønlandsk populærmusik

Nanook-bassist har udgivet en artikel og en kort rejsedagbog om musikken og musiklivet i Grønland

Bassist i Nanook og ph.d.-studerende i grønlandsk populærmusik Andreas Otte har netop udgivet en artikel og en kort rejsedagbog om musikken og musiklivet i Grønland
Offentliggjort

Bassist i Nanook og ph.d.-studerende i grønlandsk populærmusik Andreas Otte har netop udgivet en artikel og en kort rejsedagbog om musikken og musiklivet i Grønland.

Artiklen 'Musikken i Grønland og Grønland i musikken - Om sted og globalisering i musik fra Grønland' er skrevet som en gennemgang af tendenser i den grønlandske populærmusikhistorie med fokus på forskellige måder kunstnere og bands har forsøgt at skabe en fornemmelse af et grønlandsk sted i deres musik.

Artiklen er rettet mod undervisningsbrug, primært på videregående uddannelser i Grønland og Danmark, men den kan også læses som en overordnet introduktion til grønlandsk musik og indeholder henvisninger til videre læsning om emnet.

Artiklen vil først og fremmest være tilgængelig fra hjemmesiden greenlandicpopularmusic.com, hvor den vil kunne læses, downloades og deles frit. En grønlandsk oversættelse af artiklen vil desuden blive uploadet til siden, så snart den foreligger, oplyser Andreas Otte.

Rejsedagbog
Den anden udgivelse, rejsedagbogen 'Flyfrisk og Flyskræk - Den store grønlandsturné', er en personlig fortælling om det første møde med Grønland og grønlandsk musik fra en flyfrisk danskers synspunkt.

Den handler om turnélivet som musiker for Nina Kreutzmann Jørgensen og Julie Berthelsen i 2008/2009 og om, hvordan hyppige flyvninger med Air Greenland kan kurere flyskræk. Bogen kan købes i Neriusaaq i Tasiilaq og i Atuagkat, Atlantic Music, Brugseni og hos Anori Art i Nuuk samt i Det Grønlandske Hus og Tranhuset i København. Der vil desuden være links til online-salg på greenlandicpopularmusic.com.

Andreas Ottes arbejde er finansieret af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Udgivelserne er desuden støttet af Juullip Nipitittagaa / Den grønlandske Julemærkefond.

Powered by Labrador CMS