Parti-politik

To Siumut-politikere: Skær ikke ned på ICC-tilskuddet

To Siumut-medlemmer udfordrer Aleqa Hammond og Naalakkersuisut. ICC-tilskuddet bør fredes, mener Doris Jakobsen og Karl-Kristian Kruse

Siumuts Doris Jakobsen er sammen med partikollegaen Karl-Kristian Kruse gået på barrikaderne for at sikre ICC sit nuværende milliontilskud fra landskassen
Offentliggjort

De politiske bølger er med mellemrum gået højt, når det gælder Naalakkersuisuts planlagt udfasning af det årlige milliontilskud til ICC. Men nu - hvor næste års finanslov snart skal forhandles på plads - kommer der uventet hjælp til inuit-organisationen.

Håndsrækningen kommer fra de to Siumut-medlemmer Karl-Kristian Kruse og Doris Jakobsen, som er partiets ICC-medlemmer. Hidtil har de ikke blandet sig i tilskudsdebatten. Men nu udfordrer duoen Naalakkersuisut og dermed også deres partiformand Aleqa Hammond.

Læs: Aleqa: ICC må selv finde penge

- Under vor deltagelse som Siumuts delegerede under ICC-konferencen i Inuuvik indså vi, at ICC i de kommende år til stadig har mange opgaver at skulle varetag. Derfor opfordrer vi hermed Naalakkersuisut om at yde det nødvendige tilskud til fordel for samarbejdet med vore stammefrænder, lyder den håndfaste opfordring fra Karl-Kristian Kruse og Doris Jakobsen i et åbent brev med overskriften 'Upassende at skære ned på ICC-tilskuddet'.

Læs: IA foreslår forhøjelse af tilskud til ICC

Læs: ICC: Vi er i lukningsfare

ICC fik i 2013 et tilskud på 5,3 millioner kroner, mens Naalakkersuisut reducerede beløbet til 4.4 millioner kroner i 2014.

Ifølge Siumuts ledelse er der lagt op til, at ICC skal have endnu et sparehug i 2015.

Aleqa Hammond udtalte i en pressemeddelelse den 8. april, at ICC fremover i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, bør søge at dække deres aktiviteter med midler fra internationale programmer og fonde, ligesom tilfældet er for ICC Canada og ICC Alaska.

- Det er ikke nyt, at vi har et politisk ønske om, at ICC i langt højere grad bør stå på egne ben, fastslog Aleqa Hammond.

En holdning, der altså ikke deles af alle medlemmer i partiets gruppe i Inatsisartut. Samarbejdet med stammefællerne er for vigtigt.

- Derfor er det på sin plads, at Naalakkersuisut ikke skærer ned på de nuværende tilskud på 4,4 millioner kroner til organisationen, og at man i de kommende år fortsat støtter organisationen med tilsvarende beløb, således vi fortsat har en stærk indflydelse i ICC, også i forhold til de fælles mål, der blev nedfældet under konferencen, siger Karl-Kristian Kruse og Doris Jakobsen.

Mens Naalakkersuisut ønsker at svinge sparekniven, foreslog IA tidligere på året, at ICC - ikke blot beholdte sit nuværende tilskud - men fik forhøjet sit tilskud med to millioner kroner i 2015. Et forslag, der kun fik støtte fra Parti Inuit.

Læs alle artikler om ICC

Powered by Labrador CMS