Sydgrønland
To økonomiske rådgivere skal hjælpe boliglejere
I samarbejde med Kommune Kujalleq og Selvstyret har INI A/S igangsat et pilotprojekt, hvor der tilbydes økonomisk rådgivning til lejere i den almennyttige boligmasse i Sydgrønland
Der er ansat to økonomiske rådgivere, der gratis og anonymt vil kunne rådgive lejere i hele Sydgrønland, det oplyser INI A/S i en pressemeddelelse.
De to økonomiske rådgivere vil fysisk være placeret hos INI A/S i Narsaq og Qaqortoq.
Vejlede lejere
- Rådgivernes opgave bliver at vejlede lejere, når de får udfordringer med betaling af huslejen, fordi der f.eks. pludselig sker ændringer i lejerens økonomiske situation eller det i det hele taget bliver svært for lejeren at betale fordringer til tiden, lyder det fra den selvstyreejede boligadministrationsselskab.
De økonomiske rådgivere vil kunne rådgive og vejlede lejerne, ligesom de kan hjælpe lejeren med at skabe et overblik over økonomi og gæld, og i samarbejde med kommunen, selvstyret og pengeinstitutterne sikre, at alle
muligheder for ydelser og andre tiltag, er udnyttet.
Skal minimere udsættelser af lejere
INI A/S oplyser også, de økonomiske rådgivere kan også lave budgetter sammen med lejeren og vil kunne kontakte relevante myndigheder og kreditorer.
- Ordningen er et pilotprojekt, der skal bidrage til, at minimere antallet af lejere der udsættes af deres bolig. Og dermed også medvirke til, at reducere de sociale konsekvenser en uoverskuelig gældsætning kan medføre, skriver INI A/S.
De økonomiske rådgivere vil kontakte lejerne og tilbyde dem hjælp eller lejerne kan kontakte de økonomiske rådgivere ved at sende en mail til ikorfaq@ini.gl eller ringe til 70 10 00.