To grønlandske patienter i Danmark er smittet
Det er problematisk, at grønlandske patienter rejser til Danmark for at blive behandlet for deres sygdom og bliver smittet med covid-19, siger landslæge Henrik L. Hansen.
To grønlandske patienter, der er i gang med et behandlingsforløb i Danmark er smittet med covid-19 indenfor den sidste uge.
Det bekræfter landslæge Henrik L. Hansen overfor Sermitsiaq.AG.
- Der er tale om to grønlandske patienter, der er i gang med deres behandlingsforløb. Ingen af de smittede er i kritisk tilstand, og der er kontrol over smitten, oplyser Henrik L. Hansen.
Han oplyser endvidere, at de to patienter ikke bor på det grønlandske patienthjem i København, men bor andre steder.
- Det betyder, at der ikke er nogen smitterisiko indenfor patienthjemmet. De patienter, der skal rejse til Grønland til jul, bliver ikke påvirket af de to smittede. Men alle, der skal rejse ind til Grønland skal stadig have en negativ test, siger han.
Problematisk at smitte sker
Selvom der er god kontrol over smitten hos de to grønlandske patienter, så understreger landslægen, at det er problematisk, at grønlandske patienter ender med at blive smittet med coronavirus, når de rejser til Danmark for at få behandling for deres sygdom.
- Det er selvfølgelig kedeligt, at grønlandske patienter rejser til Danmark for at få behandling men ender med at blive smittet med coronavirus, siger han.