Rumrejse

To astronauter får deres debut i rummet

Søndag rejste en besætning på tre mand, hvoraf to er debuttanter i rummet, mod den internationale rumstation.

Offentliggjort

To astronauter fra henholdsvis Japan og USA har søndag fået deres debut i verdensrummet.

Norishige Kanai fra Japan Aerospace Exploration Agency og amerikanske Scott Tingle fra NASA får selskab på turen til den internationale rumstation, ISS, af en erfaren russisk kosmonaut Anton Shkaplerov fra det russiske rumagentur, Roscosmos.

De tre mænd blev sendt op i et Soyuz MS-07 rumfartøj fra en base i Kasakhstan. De skal være på en seks måneder lang mission på ISS.

Kanai er med sine 40 år den yngste astronaut nogensinde i det japanske rumagenturs historie. Han er en af tre japanske astronauter, der i 2011 blev certificeret til at rejse til ISS.

Derimod er Shkaplerov erfaren i rummet. Han har faktisk været præcist et år i rummet over to missioner. For tredje gang skal han fejre sin fødselsdag i rummet til februar.

Shkaplerov har også understreget, at når russerne i marts 2018 skal vælge en ny præsident, vil han stemme fra rummet.

- Ligesom alle samvittighedsfulde borgere i Rusland deltager vi kosmonauter i præsidentvalget, sagde han lørdag ved en pressekonference.

Typisk tager en rejse til ISS omkring seks timer, men for de tre er det denne gang en tur på to dage. Det sker på grund af rumstationens position i rummet, da rumraketten blev sendt afsted.

På rumstationen vil de slutte sig til de tre astronauter, der allerede er til stede på ISS.

Her er tale om den russiske kosmonaut Alexander Misurkin samt amerikanerne Mark Vande Hei og Joe Acaba.

Det markerer en rotation i besætningen på ISS, hvor tre astronauter torsdag rejste hjem mod jorden.

ISS har været i kredsløb om jorden siden 1998 med en fart på cirka 28.000 kilometer i timen. Det nærmer sig altså et 20 års jubilæum for ISS i rummet.

Rumstationen er også et eksempel på et ellers sjældent samarbejde mellem USA og Rusland.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS