ulykke
To-årig faldt ud af vindue i børnehave
En dreng på to år faldt ned fra 1. sal i en børnehave i Nuuk torsdag - heldigvis har drengen ikke fået store skader
En to-årig dreng faldt torsdag ved 16-tiden ud af et vindue i børnehaven Meeqqerivik Soralu i Nuuk. Han slap med hudafskrabninger.
- Den snart tre-årige dreng faldt ned fra gymnastiksalen, der er på 1. sal i Meeqqerivik Soralu. Personalet ringede straks efter en ambulance, fortæller fagchef for forvaltningen for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Flavia Lyberth, til Sermitsiaq.AG.
- Drengen har heldigvis ikke fået større skader end små hudafskrabninger, siger Flavia Lyberth.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at der falder et barn fud af vinduet i Meeqqerivik Soralu.
- Da det skete første gang, var det meningen, at håndværkerne skulle sikre alle vinduer på 1. sal, så det ikke kunne ske igen. De fleste er blevet ordnet, men præcist fra det vindue, som håndværkerne ikke har sikret, faldt drengen ud fra. Det er vi meget kede af, siger Flavia Lyberth.
- Der skal stilles nogen til ansvar for det, der skete torsdag, for det er ikke acceptabelt, at det kan ske igen. Børnehaven skal sikres, så det ikke sker igen, forklarer Flavia Lyberth.