Tegneserie

Tintin-tegning solgt for rekordbeløb på auktion

Tintin-tegning blev solgt på en auktion for 1,55 millioner euro

Tintin-tegning blev solgt på en auktion for 1,55 millioner euro (Der er ikke tale om dette billede)
Offentliggjort

Tintin-tegning er blevet solgt på en auktion for et rekordhøjt beløb på 1,55 millioner euro (omkring 11, 5 millioner kroner), skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Den originale tegning fra albummet "Månen-Tur-Retur", som mange anser for at være et af de bedste Tintin albummer, blev solgt på en auktion lørdag, oplyser auktionshuset Artcurial.

Tegningen, som måler 50 cm gange 35 cm, er tegnet med kinesisk blæk af Tintins belgiske skaber, tegneren Hergé.

Tegningen viser drengejournalisten, hunden Terry og kaptajn Haddock i rumdragter, mens de går på månen og ser ned på Jorden.

Det var på forhånd ventet, at tegningen ville blive solgt for et beløb på mellem 700.000 og 900,000 euro (mellem 5,2 million og 6,7 million danske kroner).

Prisen er rekord for en enkelt tegning.

Artcurials ekspert i tegneserier, Eric Leroy, beskriver "Månen Tur-Retur" som et centralt værk i tegneseriens historie. Han siger, at albummet har mytisk betydning for mange Tintin-fans og samlere.

- Det er et af de vigtigste værker fra Hergés efterkrigstidsperiode - på samme niveau som "Tintin i Tibet" og "Det Gådefulde Juveltyveri".

Den 26. september kunne man fejre, at det var 100 år siden, at tegneseriefiguren Tintin dukkede op for første gang.

I Grand Palais i Paris er der en stor udstilling om Hergé, hvis rigtige navn var Georges Remi. Udstillingen løber frem til 15. januar 2017.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS