medier
Timenyheder i KNR
Fra i dag kører KNR timenyheder fra kl. 7 til 20 på hverdage
Klokken 10 og 11 mandag var der for første gang radioavis.
KNR skriver dermed historie og sørger for, at lytterne får løbende nyheder hele dagen. Klokken 11 var der således direkte nyheder fra et pressemøde, som netop var overstået i selvstyret.
Der sendes fra i dag timenyheder fra klokken 7 til 20 på hverdage, oplyser KNR på sin hjemmeside.
- Der sker noget hele tiden. Derfor synes jeg, det er vores pligt som den førende medievirksomhed i Grønland at følge med og rapportere til landet omkring nyheder, siger KNR’s direktør, Søren Lennert Mortensen på KNR's hjemmeside.
De korte timenyheder varer syv minutter. Fire minutter på grønlandsk og tre på dansk, lover KNR.
Samtidig flyttes de lange radioaviser - ved middagstid til klokken 12 på grønlandsk og 12.15 på dansk og om aftenen til klokken 18 på grønlandsk og 18.15 på dansk. Disse er på 15 minutter på hverdage.
I fremtiden byder både weekender og som noget nyt også helligdage på et kort nyhedsoverblik klokken 15. Og disse dage rykker aftenradioavisen til klokken 18.00 på grønlandsk og 18.10 på dansk, oplyser KNR.