Timelærere skal afmontere tikkende bombe
Den tikkende bombe under folkeskolen, som om få år vil mangle flere hundrede kvalificerede lærere, skal afmonteres ved hjælp af de mange timelærere, der i dag er tilknyttet uddannelsessystemet.
Planen er at opkvalificere de mange timelærere fagligt, men et stort screeningsarbejde er nødvendigt at lave forud.
Overblik
Naalakersuisuoq for Uddannelse Vivian Motzfeldt oplyser i et paragraf 37 svar til Jens Jens Napãtôk at et større arbejde er igangsat, så man får et overblik over de mange timelæreres kompetencer.
De konkrete behov for den enkelte timelærer skal afdækkes, før man ved, hvilke efteruddannelsestilbud der er den rette for den enkelte timelærer.
På nuværende tidspunkt er udfordringen, at man mangler informationer om timelærernes kompetencer, erfaring og motivation for i det hele taget at blive opkvalificeret og dermed få et større ansvar.
Spørgeskemaer
-Arbejdet med at opstarte en sådan proces med indledende screening og afdækning af timelærerne, blandt andet med spørgeskemaer inden for ovenstående temaer, er påbegyndt, oplyser Vivian Motzfeldt.
Når man har indsamlet den nødvendige grundviden om timelærernes faglige niveau vil man I Uddannelsesstyrelsen og Institut for Læring gå i gang med skabe kurser der er skræddersyet de mange timelærere.
Om få år forudser man, at man vil stå og mangle flere hundrede folkeskolelærere. Det er en tikkende bombe under uddannelsessystemet og er forklaringen på, at man nu vender blikket mod de mange timelærere, der allerede er tilknyttet de mange skoler i Grønland.