KOKAINSAG

Tiltalte nægter sig skyldige i hårde narkoanklager

Torsdag morgen i Nuuk er retssagen om den store kokainsag startet. Anklager går efter en rekordhøj dom på 10 år i anstalten til en af de to tiltalte. Manden, som vi her kalder for S, nægter sig skyldig i alle tiltaler om narkotika mod ham. Hans medtiltalte N erkender en mindre mængde kokain.

Sermersooq Kredsret har afsat fem retsdage plus en dag i reserve til at gennemgå i alt syv tiltaler mod de to mænd.
Offentliggjort

Er det en af de store narkoforbrydere i Grønland, som i dag har taget plads i retssal 3 i Sermersooq Kredsret? Det mener anklagemyndigheden, som vil have den tiltalte 44-årige mand S anbragt i anstalt i 10 år – den hårdest mulige dom i Grønland, næst efter forvaring. 

Men S er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I løbet af de kommende dage skal vi se, om anklager kan løfte bevisbyrden for den alvorlige anklage over for domsmandsretten. Der er også en yderligere tiltalt i sagen, N. De to føres ind i retslokalet hver for sig af fire politibetjente i alt. 

Anklager læser anklageskriftet højt. S er tiltalt for flere forhold om narkotika, der løber op i knap et halvt kilo kokain tilsammen. 

Ifølge anklageren har S organiseret kokaintransporter med flyet fra København til Kangerlussuaq, og han har overdraget en stor mængde kokain til den medtiltalte N. 

Derudover er S tiltalt for at medvirke til dyrkning af en væsentlig mængde cannabis samt for trusler. Men S nægter sig skyldig i det hele, fortæller hans forsvarer, Thomas Wiemann. 

N tilstår 30 gram

Anklager ønsker den anden mand i sagen, N, idømt fire års anbringelse i anstalten. Han er tiltalt for at modtage 112 gram kokain fra S med henblik på videresalg. Dette afviser N, men han vil godt stå ved 30 gram kokain til sit eget forbrug. 

N nægter derudover nogle yderligere anklager om trusler og om psykisk vold. Disse ting har tilsyneladende ikke relation til narkotikakriminalitet. 

Sagen fortsætter med et oplæg fra anklagers side om processen indtil i dag. Senere skal vi høre fra sagens hovedpersoner, i hvert fald den ene. 

Man har ikke pligt til at udtale sig retten som tiltalt i en kriminalsag. Men foreløbig har i hvert fald N tilkendegivet, at han gerne vil besvare spørgsmål. 

Powered by Labrador CMS