Tiltale: Ansat i Selvstyret begik underslæb
En 64-årig mand er blevet tiltalt for dokumentmisbrug og underslæb, der skulle være foregået, mens manden var ansat i Økonomi- og Personalestyrelsen i Nuuk.
Via forfalskede underskrifter lykkedes det ifølge anklageskriftet den tiltalte at få overført 68.700 kroner til sin egen private bankkonto ved at malke tre forskellige fonde.
Dermed er sagen vokset dramatisk, efter at Sermitisiaq.AG den 24. oktober kunne afsløre, at fagforeningen Atorfillit Kattufiat mente, at de var bedraget for et beløb på 37.400 kroner.
Tiltalepunkterne mod manden, der nu bor i Sisimiut og ikke længere er ansat i Selvstyret, indeholder fire forhold, begået over to perioder.
17 forfalskede underskrifter
I perioden 10. juni 2016 og frem til den 11. november 2016 lykkedes det den tiltalte at dræne fagforeningen Atorfillit Kattufiats tillidsrepræsentantfonds konto i Grønlandsbanken 17 gange ved at bruge udgiftsbilag fra Departementet for Finanser, der var forsynet med falske underskrifter.
Tillidsrepræsentantfondens konto led på den måde et samlet formuetab på 37.400 kroner, fremgår det af anklageskriftet.
Ny taktik
Den tiltalte ændrede derefter taktik og kastede sig over to forskellige efter- og videreuddannelsesfondes konti. Det skete i tidsrummet 22. november 2016 og frem til den 9. marts 2017, hvor det ifølge anklageskriftet lykkedes den tiltalte at malke fondene for 31.300 kroner.
Det var fagforeningen Atorfillit Kattufiat, der opdagede bedrageriet og derfor valgte at politianmelde den 64-årige.
På spørgsmålet om hvorfor det ikke var Økonomi- og Personalestyrelsen, der stod bag politianmeldelsen, oplyser departementschef i finansdepartementet Nikolai S. Christensen:
Supplerende politianmeldelse
- Medarbejderen blev politianmeldt af AK, da organisationen blev opmærksom på forholdet. Økonomi- og Personalestyrelsen har bidraget til politiets undersøgelse af sagen og indgivet en supplerende politianmeldelse, oplyser departementschefen.
Har Selvstyret indledt en tjenestemandssag mod medarbejderen?
- Nej. Den ansatte havde i forvejen opsagt sin stilling. Departementet ønsker derudover ikke at udtale sig om en personsag, siger Nikolai S. Christensen.
Krav om samfundstjeneste
Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte skal straffes med ulønnet samfundstjeneste i 50 timer inden for en længstetid på et år. Desuden skal han være under tilsyn af Kriminalforsorgen i et år fra dommens dato, lyder kravet ifølge anklageskriftet.
Retssagen skal behandles ved Retten i Sisimiut. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen. Qeqqata Kredsret modtog først anklageskriftet i tirsdags.