Tilsyn henter ny chef fra Greenland Airports

Inúnguak Abelsen er ny chef for Arbejdstilsynet Grønland.

- Det er vigtigt for mig at være med til at sørge for sikre og sunde arbejdsforhold, hvad enten det er på byggepladser eller kontorer, siger Inúnguak Abelsen i forbindelse med sin tiltræden.
Offentliggjort

Arbejdstilsynet Grønland har fået ny chef. Det drejer sig om Inúnguak Abelsen, der er tiltrådt stillingen 1. maj.

Det oplyser tilsynet i en pressemeddelelse.

Inúnguak Abelsen er fra Nuuk, uddannet bygningsingeniør og kommer fra en stilling som viceanlægschef hos Greenland Airport.

Tilsynsdirektør Karsten Refsgaard er glad for at byde den nye chef velkommen:

- Med sin uddannelsesbaggrund som bygningsingeniør og omfattende erfaring, bl.a. inden for rådgiverbranchen, vil han med sine kompetencer bidrage til, at Arbejdstilsynet fortsætter den tidligere chefs, Casper Kronows, gode arbejde med at sørge for sikre og sunde arbejdsforhold i Grønland, siger Karsten Refsgaard, der er direktør i Tilsynscenter Øst.

Fokus på både byggepladser og kontorer

Inúnguak Abelsen er 37 år gammel, gift og er far til tre børn.

Om det nye job siger han:

- I min nye rolle som chef for Arbejdstilsynet Grønland, ser jeg frem til at fortsætte den positive indsats, som teamet her allerede har leveret til gavn for de mange forskellige arbejdspladser, vi har i Grønland. 

- Det er vigtigt for mig at være med til at sørge for sikre og sunde arbejdsforhold, hvad enten det er på byggepladser eller kontorer, udtaler Inúnguak Abelsen.

Arbejdstilsynet er et af de ansvarsområder, som den danske stat varetager i Grønland.

Powered by Labrador CMS