Tilioq om Qeqqata-sag: - Helt uacceptabelt
Det er et alvorligt og generelt problem for alle kommuner, at retssikkerheden for borgere med handicap er truet, når det gælder sagsbehandlingen i kommunerne, udtaler handicaptalsmanden i forlængelse af, at kommunen har fået hård kritik af ombudsmanden.
Ombudsmanden konkluderede i midten af november, at Qeqqata Kommunia har begået "talrige og meget alvorlige fejl" i en sag om støtte til et barn bosiddende i kommunen.
Selvom der gennem flere år kom underretninger om barnets mistrivsel, handlede kommunen ikke tilstrækkeligt på underretningerne og sørgede for hjælp og støtte til barnet.
Handicaptalsmand, Anja Hynne Nielsen, blander sig nu i debatten og kalder sagen uacceptabel:
- Det er jo helt uacceptabelt. En kommune ikke har magtet at hjælpe eller støtte et barn på 9 år, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Manglende udredning og støtte
Ifølge ombudsmanden modtog kommunen gennem en periode på mere end 3,5 år otte underretninger om barnet. Barnet var ved modtagelsen af den første underretning 9 år gammel, og kommunen traf på intet tidspunkt beslutning om at gennemføre en såkaldt socialfaglig undersøgelse.
Handicaptalsmanden kritiserer, at barnet ikke er udredt for usynlige handicap, og siger til Sermitsiaq.AG, at det er katastrofalt, at der kan ske så mange fejl i en sag:
- Den manglende udredning og støtte har betydet, at barnets tilstand løbende er kraftigt forværret til det invaliderende, så det nu er langt sværere at hjælpe. Moderen har løbende bedt om hjælp, og har selv været under et ødelæggende pres og har undervejs måttet opgive at arbejde.
Hele familien rammes
- Når et barn rammes, rammes hele familien, siger Anja Hynne Nielsen.
Ifølge handicaptalsmandens årlige analyser af borgernes henvendelser til Tilioq er det et alvorligt og generelt problem for alle kommuner, at retssikkerheden for borgere med handicap er truet, når det gælder sagsbehandlingen i kommunerne, samt at også manglende eller sen udredning og behandling i psykiatrien skaber store problemer og udgifter for samfundet.
- Denne alvorlige problemstilling burde politikerne tage ansvar for og tydeliggøre med det samme. Vi har brug for en struktur, der kan løse de små problemer, inden de vokser sig store. siger Anja Hynne Nielsen.
Hun henviser overfor Sermitsiaq.AG til, at talsmandsinstitutionen tidligere har fortalt om et konkret eksempel fra Kommuneqarfik Sermersooq, hvor en mor stod frem og fortalte om sit barn, der var diagnosticeret med ADHD og infantil autisme. Barnet kom ifølge moderen kun i skolen omkring 10 dage om året, fordi der ikke var det rigtige tilbud i skolen.
Direktør: Man har handlet ud fra det man har
Ifølge handicaptalsmanden er det utrolig vigtigt, at kommunerne reagerer, når et barn ikke kommer i skole.
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Qeqqata Kommunia til sagen, som ombudsmanden har behandlet. Det er ikke lykkedes inden for deadline til denne artikel, men velfærdsdirektør i kommunen, Martha Lund Olsen, har udtalt til KNR, at sagen ikke er håndteret korrekt, da det er særdeles svært at skaffe uddannede socialrådgivere på kysten:
- Jeg vil ikke sige, at man ikke har handlet. Man har handlet ud fra det, man har, og så kan man diskutere, om det har været socialfagligt grundigt nok, siger Martha Lund Olsen til KNR.